Levned & meninger. Hvis hævn er så forkert, hvorfor føles det da så godt at fantasere om?
Retfærdighed nu
Stemningen er god i Gentoftehallen. Pokalfinalen i kvindernes basket er ligesom at være til koncert, og i pauserne løber en pigegruppe på banen i ens læderjakker og danser hiphop. En opvarmer stormer rundt med en mikrofon og får publikum til at klappe i takt og lave bølger og råbe højt for at udpege dagens største fan.
Og så kastes der med merchandise. Min datter og hendes veninde sidder klar på det yderste af klapstolene og stikker hænderne i vejret, mens bløde pakker bliver slynget ud over tilhørerrækkerne.
Veninden rejser sig. En af pakkerne har kurs direkte mod os, og hun strækker armene ud – nærmest i slowmotion – mens vi ser pakken foretage en perfekt ballistisk bue i luften, hvorefter den som en OL-udspringer lander lige ned i hendes små hænder, som hun straks borer ind i plasticindpakningen.
Så bliver pakken flået fra hende.
Pigen ved siden af jubler højt. Det er svært at beskrive hendes ansigt, men det ligner en af de indavlede hunderacer med fladmaste næser og vejrtrækningsbesvær. Et sammentrykket fjæs, som jeg oplever en lyst til at mase endnu fladere, mens det sprækker op i overraskelse over, at pakken nu er hendes. Pigens far lader, som om han ikke så, hvad der skete, så jeg forsøger at få øjenkontakt, så han selv kan tilbyde at give pakken tilbage. Men det sker ikke.
»Tillykke med hættetrøjen,« siger jeg så.
»Når din datter tager den på, kan hun huske, at hun tog den ud af hænderne på en anden.«
Han glor på mig. Eller det gør han ikke, for jeg sagde det selvfølgelig kun i mit hoved.
Jeg kunne sagtens have sagt, at vi havde pakken først, så jeg ved ikke, hvorfor jeg gik i baglås. Måske fordi konceptet i den slags begivenheder er lidt ragnarok, det er meningen, at der ikke gælder så mange regler.
Måske fordi det føles uværdigt at skændes med et fremmed barn om noget, jeg selv kan gå ud at købe.
I stedet flytter jeg øjnene ned til coladåsen, som frøken fransk bulldog har stillet på gulvet. Det ville godt nok være ærgerligt, hvis jeg kom til at ramme den med min sko, men min fod reagerer heller ikke.
Jeg vil instinktivt bare ikke i nærkontakt med nogen så primitiv.
Men hvorfor egentlig ikke? Hvad får jeg ud af at slå en streg over det, når jeg sidder tilbage uden hverken værdighed eller merchandise? Hvilken goodiebag får man for at opføre sig civiliseret? Kan det overhovedet betale sig at opføre sig ordentligt i livet?
Ikke rigtig, er min konklusion.
Igennem årene har jeg oparbejdet et par udeståender med folk, der har begået større urimeligheder end tøjtyveri. Lige på det punkt er min hukommelse ret god, og min erfaring er, at det ikke altid er gratis at vælge den ophøjede udvej.
Når det handler om livets ægte forræderier, har det rigtige konsekvenser at bide ting i sig og undertrykke sine impulser. At tilsidesætte sig selv af hensyn til den samlede situation, det store perspektiv.
Man får at vide, at det rigtige er at nedtrappe konflikter, og at det er mere overlegent at forlade en boksering end at kæmpe en kamp, som ingen alligevel kommer ud af med æren i behold.
Men det er bare en trøstepræmie for tabere.
Hvorfor har man ikke lært at behandle andre, som de behandler dig, eller denne læresætning, som jeg stødte på:
What doesn’t kill me better run.
Vi viger tilbage fra at tage et grimt opgør, fordi det risikerer at eskalere, men ingen siger, hvor ekstrem en selvdisciplin det kræver at holde hænderne på rattet, når andre prøver at køre dig i grøften.
Hvor dyrt det er altid at være den store. Lade de små ting ligge. Fokuser nu på det store billede. Det er ikke værd at ødelægge din dag for.
Jo, det er.
Vender man den anden kind til, får man bare en ny lussing og til sidst et knæ i skridtet. Hvornår får man lov til at vinde?
Min psykolog har forklaret mig fordelene ved at gøre sig fri af andres anerkendelse, at det er nok at vide med sig selv, at man gør det rigtige, og være uafhængig af, om andre er enige eller ej. På den måde gør man sig selv upåvirkelig og undgår at udlicitere sin autoritet og dømmekraft til andre. Det giver god mening og hedder »indre validering«.
Hævn er bare så meget kortere et ord.
Utallige er de film, hvor en desperado vier sit liv til at jagte den gerningsmand, der har slået hans kone og børn ihjel, men da han endelig opsporer ham i den sidste scene og står med fingeren på aftrækkeren, gør han ingenting. Han sænker bare pistolen.
Det vil alligevel ikke bringe hans familie tilbage, indser han, og hvis han dræber morderen, er han jo ikke bedre end ham. Han vil ikke synke ned på fjendens niveau.
En helt igennem syg morale.
Selvfølgelig er man nødt til at gå ned på deres niveau. Det er det eneste sted, man kan overgå dem i deres eget spil.
Jeg har ikke selv en stak scenarier liggende i skuffen for folk, der fortjener det, men jeg kan da godt komme med et hurtigt udkast.
Hybridkrig. En person på min sorte liste kunne for eksempel komme ud for noget a la dette:
En dag, hvor vedkommende skal betale med sit dankort, er det holdt op med at virke. Det kan jo skyldes så meget, og han tænker måske ikke mere over det, før hans MitID også går ned, og bankens faste overførsler på mystisk vis går i stå, hvorfor regningerne ikke bliver betalt, og han i en nedadgående spiral bliver bombarderet med inkassoopkrævninger, hvorefter et fund af et ikke overdrevent, men dog ret stort parti narko får ham fyret fra sit arbejde, hvilket medfører, at han til sidst står på gaden, på flugt fra politi og myndigheder uden at selv hans nærmeste tror på ham.
Den perfekte deroute uden at efterlade et eneste fingeraftryk.
Men det er den del af mig, der flakser over Gotham City om natten. Den del, der cykler op og ned ad Tagensvej hver dag, har aldrig hævnet sig. Jeg er ham, der stivner med fingeren på aftrækkeren, konfronteret med min manglende evne til at føre mine fantasier ud i livet.
Sandheden er nok, at jeg foretrækker at slås med mig selv frem for mod en anden. Jeg kan bedre leve med, at der begås uretfærdigheder imod mig, end selv at begå dem mod andre, ikke fordi jeg er nogen Moder Teresa, men fordi det er den mest kontrollable situation. Mine egne impulser kan jeg krisehåndtere, men andres er utilregnelige. Jeg skal ikke udløse noget billardspil med kugler, jeg ikke ved hvor lander.
Desuden er det også tidskrævende nok at kæmpe mod mig selv. Jeg ved bare, at ingen af os kommer til at overgive sig.
Del:
