Inden for fjernsynsindustrien er der i disse år ingen over og ingen ved siden af Taylor Sheridan. Og kender De ham ikke, er det en pointe i sig selv, for Sheridan er en anden type amerikaner, end vi har været vant til. Over det seneste lille årti har denne cowboyhatbærende og pluskæbede tidligere indiefilmsmanuskriptforfatter produceret tv-serier med en så manisk hastighed, at man i USA, med inspiration fra Marvel-universet, refererer til det som The Sheridanverse: ni serier er enten i gang eller afsluttet, og seks er på vej. Bedst kendt er Kevin Costner-blockbusteren Yellowstone, der igennem flere sæsoner var den mest sete i USA, og fælles for dem alle er, at de generelt har haft høje seertal i de republikanske stater, hvilket fik kritikere til at opfinde mærkaten »red state-tv«. Sheridan selv har imidlertid talt imod, at hans serier skulle passe ind under den betegnelse, og det er da heller ikke just udtryk for opfindsom æstetisk tænkning, at al kunst ligesom skulle passe ned i enten den ene eller den anden af polariseringens to dumme kasser.

Og alligevel er der noget om det. Der er i hvert fald tale om en slags gennemgående perspektivforskydning fra de store amerikanske tv-serier, der igennem de seneste 30 år både er blevet hyldet af kritikere og har tiltrukket store filmskuespillere til den lille skærm. Og det bliver for alvor tydeligt med Sheridans nye guldkalv, det dybt besynderlige olieudstyrstykke Landman, der fik premiere sidste år, og hvis anden sæson allerede er hos os nu.