Serveret. Hvad skulle man servere om bordet med de eneste statuer af reelt betydningsfulde kvinder i den 163 år gamle park: lammehamburgere, måske?
Picnic i parken
Efteråret er den bedste tid i New York. På Union Square’s Farmer’s Market eksploderer blomster og økologiske grøntsager i fantastiske farver. Ildrøde og pasteltonede »påskeæg-radiser« konkurrerer med lyslilla ræddiker, alverdens grønne salater, kulørte minigræskar og blåsorte auberginer. Bagerboderne tilbyder hjemmelavede æbletærter med flettet dejtop og gyldenbrune pecan pies, der smelter på tungen.
Broadway-teatrene er godt i gang med at genåbne efter pandemien. Højt, klart solskin får efterårsløvet til at flamme i Central Park. På vej til brunch i The Boat House Café slentrer man ad »den litterære gåtur« forbi 1800-tals-statuer af prominente »døde hvide mænd«. De agtværdige bronzeherrer, fra Byron til Shakespeare og Sir Walter Scott, har hidtil knejset lykkeligt uforstyrret af kvindekøn under parkens elme, bortset fra de af maskuline skønånder opdigtede Mother Goose, Alice i Eventyrland og Romeos musetynde Julie i elskerens favn. Men i august i fjor, på 100-året for amerikanske kvinders opnåen af stemmeret, trængte det viljestærke trekløver Elizabeth Cady Stanton, Sojourner Truth og Susan B. Anthony op gennem bronzeloftet, takket være kvindestatuefonden Monumental Women. Billedhuggeren Meredith Bergman har anbragt de seje damer omkring et rundt bord, som de kan slå i. Hvordan ville samtalen mon lyde om dette bord i dag, hvor væsentlige kvinderettigheder er under nådesløse lovangreb i republikanske stater?
Del: