Til åbningen stod vi tæt i Kurhusets trappeopgang. Koret BARKs cirka 40 sangere svævede forbi os, steg op og op. Vi måtte lægge hovederne helt tilbage for at se bare et par af dem, som de til sidst stod øverst oppe bag trappens balustrade. I 45 minutter stod vi sådan. Fortryllede, nærmest hypnotiserede, lyttede vi til dem, som var det Karolines engle. »Elske vil jeg – og leve glad,« messede de og overraskede os gang på gang med nye toner. De korte tekster blev sunget igen og igen, til vi vidste, at vi altid ville huske dem: »Lille Solstråle sad og så på Månen«, »Din lille sjæl passer jeg på. Jeg er Månen«, »Her bor Afrodite, siger Månen«, »Nu har lille Anna fundet hjem. Nu hører hun englene synge« og »Jeg var stor og glad og åndede luften ind. Luft med gyldne stjerner. Og engle vågnede. Ved lygten stod min elskede«.

Kvinden bag de poetiske, fragmentariske tekster – Kaååråålines Vers – hed oprindeligt Caroline Sophie Ebbesen og levede fra 1852 til 1936. Fra midten af 1880erne og til sin død fem årtier senere var hun indlagt på Sct. Hans Hospital (i dag Psykiatrisk Center Sct. Hans). De første år af sin indlæggelse boede hun i Kurhuset. Hun var på fornavn med sig selv og kaldte sig Karoline, som hun også stavede Kaåårååline, Kaolysine, Kaoline og Karåline. Når hun ønskede sig noget, kaldte hun sig Deidne. Det gjorde hun ofte. Navnet går igen i hendes tekster. Vi er også straks på fornavn med hende.