Levned & meninger. Jeg var kun 12 år gammel, da min mor en dag forærede mig en lille bog, der hed Cirka 16. Jeg kravlede op i et træ og læste den til ende.
På et hængende kønshår
For nylig spurgte en af mine yngre venner mig, hvordan det var at vokse op og være teenager, før den fri abort blev indført. Det må have været en helt særlig overgang? En klar oplevelse af et før og et efter, forestillede hun sig. Det kan jeg faktisk ikke rigtig huske, så det har sikkert ikke spillet den store rolle for mig, svarede jeg umiddelbart.
Og dog. Det har det nok ved nærmere eftertanke. For jeg var kun 12 år gammel, da min mor en dag forærede mig en lille bog, der hed Cirka 16. Det husker jeg til gengæld meget tydeligt. Følte mig for en stund markant mere voksen, end jeg var. Jeg kravlede op i et træ og læste den til ende. Jeg havde to faste klatretræer. Et, som var mit læsetræ, fordi det vendte ind mod en fuldkommen tilgroet nabohave og derfor gav absolut læsefred. Og et andet godt klatretræ – en fyr – som rakte ud over vejen, hvor vi boede, og som var mit udkigstræ.
Del:



