Gud ja, Eminems fuckfinger. Mens vi finder vores pladser, synger de fire medvirkende »Lose Yourself« på repeat, teksten løber hen over skærmen på et gammelt billedrørsfjernsyn. Og så, lige inden forestillingen begynder, rækkes en fuckfinger i vejret, og det bliver gjort med den indædte vrede, som kendetegnede rapperen fra Detroit, der blev trodsigt allemandseje i 00erne. Hvor kom vreden fra, hvorfor appellerede den til så mange – fortrinsvis mænd – i start-00erne, og hvad kan den fortælle os om maskulinitet i dag? Ja, ligesom Britney Spears og Pamela Anderson i de forrige dele af BLONDE BABE-trilogien er Eminem et interessant fænomen at genbesøge i dag.

Med Lose Yourself åbenbares det imidlertid hurtigt, at forestillingen på Aveny-T grundlæggende er uinteresseret i sit subjekt. Inspireret af nummeret »Stan« har manuskriptforfatter Ida Marie Hede godt nok skabt en moderne Eminem-fan, og ligesom sangen er udformet som en række breve henvendt til Eminem, er Lose Yourself inddelt i sektioner, der indledes med »Kære Eminem«. I lighed med musikvideoens Stan er hovedrolleindehaver Oskar Salvatore også afbleget og iklædt hvid tanktop, og som et lille nik til nummeret »The Real Slim Shady« er de to andre mandlige performere (Asbjørn og Skt. DeLarge, der står bag forestillingens musik) også Eminem-kopier.