Anmeldelse: Dune 2. Denis Villeneuve fuldender langt om længe sin Dune-filmatisering. Også anden halvdel af fortællingen er rig på visuel skønhed, men fatalt fattig på engagerende drama.
Ørkenvandring
Denis Villeneuves første Dune-film var en sært utilfredsstillende blockbuster. Den udkom midt under coronapandemien i 2021 som det seneste forsøg på at få skovlen under en af science fiction-litteraturens notoriske hvide hvaler: Frank Herberts 900 sider lange epos om den unge messiasfigur Paul Atreides' transformation fra forkælet nepo baby til stoisk oprørsleder i det herrens år 10190.
Notabiliteter som David Lynch og Alejandro Jodorowsky er tidligere kommet galt afsted i forsøget på at lave en spillefilm ud af Herberts intrikate univers, som er spækket med karakterer, klaner, planeter, kulturelle konventioner, intriger og gammelt nag. Villeneuve havde større succes med sit foretagende, men Dune var med overlæg skabt som del 1 af den samlede fortælling, og det selvom instruktøren endnu ikke havde fået grønt lys til at filme del 2.
Del: