Måske er jeg selv ude om det med min nydelsessyge og dekadente omgangskreds – men alligevel er jeg overrasket over, hvordan en ny hilsen breder sig. Hvis man sender en mail eller besked, der mere eller mindre indirekte antyder, at man aktuelt er i udlandet, er sandsynligheden stor for, at man får et venligt svar, der ender med: »Nyd Polen!«, »Nyd Aachen!«, »Nyd Italien!« – altid med udråbstegn.

Det er et mærkeligt imperativ, der som en selvfølge går ud fra, at man har forskudt sig selv på landkortet med henblik på at opnå nydelse. Det kan selvfølgelig være tilfældet i visse former for turisme med strand, liggestole, solcreme og store turkise drinks pyntet med papirparasoller. Men hvorfor skulle det generelt være derfor, man opholder sig et andet sted i geografien? Selv frivillig turisme kan involvere særdeles tunge pligter, såsom at konfrontere sig selv med steder, hvor traumatiske begivenheder har fundet sted. 

Sidst jeg var i Polen, besøgte jeg den nazistiske udryddelseslejr Majdanek i den østlige del af landet. Det var et stykke turistik, men samtidig en absolut rystende oplevelse, som jeg aldrig vil glemme – men jeg kan ikke sige, den var forbundet med nydelse af nogen kendt art. Besøg på sådanne steder breder sig som »traumeturisme«, og det kan jo lyde sært, men er blandt andet drevet af turistens pligtfølelse til at lære noget, også om historiens mørkeste sider. Turister er ikke altid så dumme og ensporede, som frasen vil.

MEN MAN KAN jo også have mangfoldige andre grunde til at rejse end turisme. Aktuelt er jeg til en stor konference. Det omfatter mange anstrengende ting, for eksempel at høre på indlæg med en lokkende titel, der viser sig at være meningsløse og kedelige, at fremsætte venlige kommentarer til oplæg, man finder tåbelige eller afskyelige, at forsøge at navigere de politiske intriger, der skal ende i nyvalg af den videnskabelige institutions ledelse og præsident. 

Der kan være mange andre grunde end nydelse til at rejse udenlands, skriver Frederik Stjernfelt. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard, Scanpix.
Der kan være mange andre grunde end nydelse til at rejse udenlands, skriver Frederik Stjernfelt. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard, Scanpix.

Det omfatter pinlige ting, såsom at man ikke kan huske ansigter, der sagtens kan huske én selv – og omvendt, at man selv glad genkender nogen og henvender sig blot for at opdage, at de pågældende har glemt alt om én. Det omfatter at glide af på irriterende personer og søge en udvej – og det omfatter selv at blive »gledet af« af personer, der finder én irriterende og søger en udvej.

 Det omfatter den anstrengende opgave at lancere sig selv, sine evner, resultater og publikationer – at netværke og træffe fremtidige aftaler om besøg, arrangementer og udgivelser, af hvilke man ved, at kun en fjern procentdel bliver til noget. Det omfatter efter ens eget foredrag at svare venligt på indvendinger, der ikke har forstået noget som helst. 

Der er naturligvis også behageligere aspekter, at møde gamle og kloge venner og kolleger og skåle med dem. Men det ville være særdeles sært at sige, at formålet med at tage på en konference skulle være nydelse.

DET ANGÅR IMIDLERTID ikke kun, at man kan rejse af mange grunde, der indebærer anstrengelser, ærgrelser og andre negative oplevelser meget langt fra nydelse. Det angår også, at selv de positive formål med at rejse omfatter langt mere og andet end nydelse. At rejse til en konference gør man blandt andet af pligtfølelse, for at opnå faglig anerkendelse, bidrage til videnskabens udvikling, placere sin institution på landkortet og meget andet. Det er positive opgaver og kan give anledning til mange ditto oplevelser – men kan disse positive oplevelser i sidste ende oversættes til »nydelse«? 

Psykoanalytikeren Jacques Lacan sagde engang, at det grusomme overjeg ikke forbyder subjektet nydelse, tværtimod udsteder overjeget bestandig ordren: »Nyd!« Dette overjeg breder sig nu socialt i den venlige pligt til at søge nydelse overalt og over alt. Hvorvidt den aktuelle udbredelse af nydelsens imperativ er forbundet med neoliberalisme og forbrugersamfund, ved jeg ikke, for imperativet udstedes ofte af venner, der opfatter sig som særdeles kritiske over for sådanne fænomener. 

Men det er da en mærkværdig endimensionel opfattelse af mennesker, at vi skulle være organismer, der farer omkring på landkortet på jagt efter intet andet end at maksimere nydelse.