Franchisefeber. Hollywood malker i disse år fortidens succeser i det uendelige. To gamle kendinge viser, at det stadig er muligt at underholde og tænke nyt i en verden af gentagelser.
Ny vin på gamle flasker
Den legendariske manuskriptforfatter William Goldman indkapslede engang Hollywoods forretningsstrategi med sætningen: »Der er ingen, der ved noget som helst.« Med det mente han, at studierne udsendte film efter film uden at have nogen idé om, hvad der ville blive en succes eller hvorfor – man engagerede bare de største talenter og håbede på at ramme en guldåre. Nogle gange resulterede det i Titanic, andre gange i en millionfiasko.
I sin bog The Big Picture citerer journalisten Ben Fritz sætningen i sin beskrivelse af strategiens forandring i løbet af 2010erne: »Langt om længe kan folk i Hollywood vide sig sikre på én ting. De ved, at franchises baseret på kendte brands fungerer. Folk siger, at de vil have nye ideer og koncepter, men i virkeligheden går de oftest i biografen for at se på karakterer, de kender, og koncepter, der minder dem om det, de allerede ved, de kan lide.« I dag er de fleste nye hollywoodfilm del af en franchise – et kapitel i en serie af film, der genopliver eller fortsætter et univers, som mindst en gang før har været en kommerciel succes.
Del:
