Anmeldelse. Mastodontforestillingen Arven er lige så underholdende, rapkæftet, skarpsindig og tilgængelig, som den er lang. Og den rammer for det meste to millimeter ved siden af hjertet.
Tung arv
Hvordan anmelder man egentlig et otte og en halv timer langt teaterstykke? På lige fod med de en-to-aktstykker af plus/minus to timers varighed, der ellers findes derude? Eller skal det holdes op imod det, det først og fremmest minder om – nemlig en sæson af en tv-serie? Og i hvilket omfang skal man inkludere det, der ligger uden for scenekanten, men ikke desto mindre påvirker oplevelsen? Skal det medregnes, at man efter hver af de i alt fem pauser føler sig lidt mere forbundet med sit medpublikum – at det i endnu højere grad end ellers bliver en oplevelse, man får sammen? Og skal det tillægges nogen værdi, at man ved tæppefald uvægerligt mærker en vis ærefrygt for de bristefærdige skuespillere på scenen? Hvad end Arven i øvrigt er, er det uomtvisteligt også ekstremsport.
Næste spørgsmål er ikke lettere, for hvordan gengiver man amerikanske Matthew Lopez’ stykke, der vil skildre den homoseksuelle mands liv i New York anno 2016 med alt, hvad det indebærer af aids-skygger, Trump-frygt, PrEP-behandlinger, hadforbrydelser, rugemødre, raceulighed, fremskridt, tilbageskridt og kærlighed, men samtidig vil så meget mere? Jeg nævner i flæng: at være en parafrase over romanen Howard’s End af E.M. Forster, løfte arven efter Angels in America, at lege dramaturgisk med fortællepositioner og metabevidsthed – alle karakterer ved eksempelvis godt, at de er karakterer i et stykke, og de kan derfor forhandle deres karakters skæbne – og forsøge at overføre binge-oplevelsen fra den hjemlige sofa til de skrå brædder.
Del:
