Det blev et ja. Men knap var klokkerne fra landets afstemningssteder forstummet, før valgtrommerne igen begyndte at buldre. Et efterårsvalg bliver det, siger de lærte, men i teorien behøver valget ikke falde før 4. juni næste år. Timingen er afgørende for politikerne, forstår man. Men det er jo heller ikke ligegyldigt for os borgere. Det dikterer jo tilbehøret til den middag, vi skal nyde, når demokratiets tunge pligter er overstået.

Længe troede jeg ikke, at der var et valg. Menuen var et etpartisystem i mit barndomshjem: Min far var altid valgtilforordnet i det lokale forsamlingshus, og når de sidste stemmer var talt op og indtelefoneret, vendte han hjem, og frem kom rejerne, mens de første resultater begyndte at løbe ind på tv-skærmen.