Og så skal vi stemme, og det har vi glædet os til, og så skal vi til bageren og købe stemmekager, og vi skal snakke med naboen over hækken om, hvad vi sådan cirka vil stemme, eller også har vi på fornemmeren, at lige det emne skal vi prøve at undgå, vi skal holde os til at høre, hvad vi især skal spise på valgaftenen, er det stegt flæsk og persillesovs, eller er det pasta bolo som sædvanlig.

Og Hanna stemmer vist SF, fordi Pia Olsen Dyhr virker så rar, og Per stemmer på Socialdemokratiet, for det har han altid gjort, og nogen har en følelse af, at Pia og Kaj stemmer DF, men de har ikke direkte spurgt, og Pia virker også meget lukket omkring det, men vi vil vel det samme alligevel.