Dopaminskud. Fryd Frydendahls nye udstilling tager afsæt i internettets billedbegær.

Når hårdt møder blødt, og ting møder krop

De fleste af udstillingens billeder er indrammet af et sandblæst, mat glas, så man ser motivet som på mobilen. Foto: Kurt Nielsen, Viborg Kunst Foto: Kurt Nielsen, Viborg Kunsthal

På digitale platforme som YouTube og Reddit findes der en populær emnekategori, der hedder »Oddly Satisfying«. Her kan man finde lange rækker af klip af hænder, der foretager sig ensartede handlinger, som ofte implicerer maskiner, der bearbejder bløde materialer. En maskine, der trykker huller ud af en lilla plastplade, en bagemaskine, der spytter store klumper blød karamel ud, et dæk, der spules rent for tyk brun mudder. Det kan også være en drink, der mixes, eller en kage, der røres sammen, og der findes en hel kategori for bearbejdning af slim. Det er »mærkeligt tilfredsstillende«, som kategorien kan oversættes til på dansk, at se på disse slanger af gentagne handlinger, hvor hårde maskiner bearbejder bløde materialiteter, og psykologer har da også fundet ud af, at det udløser dopamin i hjernen og derfor virker positivt på humøret og beroligende, hvis man er stresset eller ikke kan sove. Det er så blevet en blomstrende kommerciel forretning at producere disse små film til at lette det moderne samfunds højspændt fortravlede arbejdsmyrer og forbrugere i en kort opladningspause fra hverdagen.

Det er godt tænkt og set af fotografen Fryd Frydendahl (f. 1984) at lade dette fænomen danne afsættet for sin nye udstilling på Viborg Kunsthal med samme titel. Hun er selv storbruger af YouTube-videoerne, for har man først klikket på nogle af disse film, så sørger algoritmen for, at man jævnligt præsenteres for en lind strøm, helt af sig selv. Og det er virkelig fristende at kigge med. Det er derfor fotografens egen fascination, der blev udgangspunktet for en iscenesat fabuleren over eller fornyelse af genren på frydendahlsk vis, nemlig tilsat et godt skvæt surrealistiske modhager. En fod træder ned på en klat knaldorange slim, men det er en behåret fod med ikke helt rene negle. Et sæt kunstige øjenvipper er fotograferet lige der, hvor de trækkes af øjenlåget.

sandbye
(f. 1964) er cand.mag. og ph.d. i litteraturvidenskab og moderne kultur, professor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet og kunstanmelder. Hun har været kunst- og fotografikritiker ved Weekendavisen siden 1995. Har bla. skrevet Det iscenesatte fotografi, Mindesmærker. Tid, erindring og historie i fotografiet, Manual til Dansk Samtidskunst (sammen med Lisbeth Bonde) og Kedelige Billeder, fotografiets snapshotæstetik og redigeret Dansk Fotografihistorie og Digital Snaps - The New Face of Photography.

Andre læser også