Viltert. Der er meget at indtage og forstå, når man får serveret et ukendt og omfangsrigt kunstnerisk oeuvre for første gang. Med Bertha Wegmann var fordøjelsen helt på min side.
Mælkebøttersk maleri
De siger, at hun er en af dansk kunsts bedst bevarede hemmeligheder, Bertha Wegmann. At hun kunne male stort set alt; portrætter, interiører, landskaber, genrebilleder, blomster og bymiljøer, og at hun gjorde det med så eksperimenterende og stilistisk overskud, at hun mestrede alt fra slikkede realistiske overflader til impressionistiske, hektisk tykke strøg.
Kunstmuseet Den Hirschsprungske Samling er i gang med at fremmane kvindelige kunstnere fra det 19. århundrede, hvis plads i dansk kunsthistorie kan ligge på et uberettiget lille sted, og nu er de så nået til Bertha Wegmann (1847-1926); den schweizisk-danske kunstner, som malede sig til international anerkendelse i tiden omkring det moderne gennembrud, men som siden sin død har været på nær sagt ingens læber. Endnu en glemt kvindelig kunstner, får De måske lyst til at sukke. Men sådan er det. Vi er langtfra færdige med at revidere historien. Lev med det!
Del: