Kom med det hele!

Drengen Carsten Thau sad alene på Jørgensens Hotel, Horsens fineste, med en stor, stivet serviet i halsen og spiste sin treretters menu, mens han læste Anders And. Han var ti. Af sin mor fik han udleveret spisebilletter, når hun arbejdede sent i sin forretning, en kombineret kiosk og legetøjsbutik på et hjørne ikke langt derfra, og hans far opholdt sig i København, periodevist ansat som bogtrykker. Det var sidst i 1950erne, og så velhavende var hans forældre heller ikke. De var oppe mod de 40, da de fik efternøleren, Danmarks kommende intellektuelle stjerne og showman, en fuldkommen forslugen encyklopædisk mand med store øjne og ører, altid sulten efter mere viden – om alt. Drengen tog for sig af retterne i hotellets restaurant og livet igennem. Med årene blev han det personificerede lystprincip, et sjældent væsen i et gennemgående tørt akademia. Senere talte han næsten ikke om sin barndom, havde på mange måder forladt den.

I den store by Aarhus blev Carsten Thau (1947-2021) født én gang til i 1970erne, og derfra byggede han sig op fra sin beskedne baggrund. Som idéhistoriker fra et universitet, der lå badet i selvbevidst marxisme og pralede med at være endnu strengere i tolkningen af den rette lære end Københavns Universitet, var Thau 68er, marxist og boede i kollektiv, men aldrig medlem af en politisk gruppering. Han fungerede som »et helle i munkemarxismen« for Kjeld Vindum, der gik på Arkitektskolen og blev livslang ven med Thau. De to hørte musik og slugte rå mængder film på et tidspunkt, hvor den slags luksus blev beskyldt for at afspore revolutionen. En studiekammerat spurgte bekymret: »Ser du ikke lidt for mange film, Kjeld?«