Stående bifald i høje hæle

Det sker, at man forlader teatret med alle sanser mættede og en liflig lykkefølelse, fordi forkælelsen ingen ende har villet tage. Med energi og lyst til atter at stige ind i hverdagsmaskinen og piske videre i hamsterhjulet. Sådan havde jeg det efter at have tilbragt et par intense timer i selskab med et uforskammet veloplagt ensemble, som i den grad satte fut i fejemøget i Lee Prouds vitalt smittende opsætning af Broadway-succesen Kinky Boots på Det Ny Teater. I disse benhårde tider, hvor mørket rykker nærmere hvert sekund, og krig atter truer, var der noget vederkvægende ved at hengive sig til, hvad der til forveksling ligner et glitrende eventyr, fuld af farver og musik og med hjertet på rette sted. Bare for en stund.

Selvom Kinky Boots følger den klassiske musicalformel og -kurve, har dens grundfortælling – venskabet mellem to endog meget forskellige mænd – sin egen sødmefuldt livsbekræftende tone, som tilføjer løjerne lige det der ekstra. Eskapisme, måske, men af den allerfineste humane slags, for dybest set handler det om, at vi skal acceptere hinandens forskelligheder, hvad der som bekendt er sværere, end det lyder.