Slægt. Haren med de ravgule øjne, udstilling om Edmund de Waals familiekrønike på det jødiske museum i New York.
Minder og tab

Netsuke-figurerne er helt blanke, fordi de er blevet krammet og nuslet. Her i forskellige udformninger fra de Waal-familiens samling. Courtesy of: de Waal Family Collection Marcus Harvey Michael Harvey
»Det er usædvanligt at lave en udstilling om en bog,« sagde den lange, tynde og charmerende kejtede britiske keramiker Edmund de Waal ved presseåbningen. Forfatterens megasucces Haren med de ravgule øjne – en skjult arv, der udkom i 2010, er blevet oversat fra engelsk til 30 sprog og har solgt i over en million eksemplarer. Ligesom bogen er udstillingen spundet omkring 264 netsuke, finurlige japanske udskæringer, som de Waal har arvet fra sin grandonkel Ignace von Ephrussi, også kaldet Iggie.
Beretningen om disse små figurer går som en navlestreng gennem forfatterens prominente jødiske bankfamilies »vagabondage« fra velstand i Odessa til fabelagtig rigdom i Paris og Wien, tab og diaspora under nazisterne samt genstandes overlevelse. De Waal er fascineret af sammenhængen mellem minder og ting. »Hvordan ting inkarnerer hukommelse, eller snarere om ting kan inkarnere hukommelse, er et reelt spørgsmål for mig,« siger pottemageren, som »tænker med hænderne«.
Del: