LONDON – Hvad parker angår, er der i London ikke meget ved Victoria Tower Gardens sammenlignet med den britiske hovedstads mere berømte grønne oaser som Hyde Park og Regent’s Park. Denne lilleput-park med en trekantet – og i aften temmelig våd – græsplæne i midten er presset ind mellem Themsen på den ene side og den travle Millbank-boulevard på den anden og omkranset af en gangsti, høje træer og en lille legeplads i den smalle ende.

Hvad der alligevel gør parken til noget særligt, er dens nabo: det nygotiske Westminster-palads, som det åbne terræn giver uhindret udsyn til. Det er netop en af grundene til, at den er blevet et populært mødested for journalister og politikere, der har brug for en passende baggrund til optagelse af dagens interviews.