Koncertmani. Bob Dylan er den amerikanske sangskriver i musikhistorien, der har fået flest udmærkelser, men kan den 80-årige mystiker stadig tryllebinde fra scenekanten?
Mesteren på Manhattan
NEW YORK – Luften er lun og føles som et forårsagtigt kærtegn, selvom bladene på træerne, der omkranser Washington Square Park, lyser og falder i gule og orange efterårstoner på årets sidste varme dag. Studerende sidder med deres venner og kaffe, og de sædvanlige skakspillere venter på nogen, de kan hustle for en håndfuld dollar. Der dufter mere end svagt af pot, og et spontant samlet orkester af ældre herrer jammer for de forbipasserende i solen. Vi stopper og nyder lyden af liv og venligt mylder, inden vi krydser torvet, forbi universitetets velplejede bygninger. Jeg har aldrig været i New York uden at tage den vej gennem Manhattan for at mærke byen ånde i parkens smukke lunger undervejs. Spadsereturen slutter med et dyk ned i gaderne, hvor Bob Dylan levede og spillede, da det var hans by. Det er den igen i den her uge med tre koncerter i det gamle Beacon Theatre på Upper West Side. Dylan er på turné og er rejst gennem den amerikanske Midwest for nu efter 11 shows på 14 dage at være tilbage i byen, der på mange måder var arnestedet for hans karriere.
En bredskuldret mand står krumrygget og taler i telefon. Hans øjne ser bulede og trætte ud, da vi fanger hans blik i forbifarten. Det er skuespilleren Alec Baldwin, der uforvarende skød og dræbte sin ven, filmfotografen Halyna Hutchins, på et filmset i New Mexico med en skarpladt Colt, der skulle have været fyldt med blanke patroner i stedet for. En uhyggelig tragedie, der nu var som ridset ind i hans ansigt, hvis folder har været jagtet af New York Posts fotografer, siden han kom tilbage til byen for nogle uger siden. Sagen er langtfra afsluttet, og Baldwins inderligt triste udtryk var svært at ryste af sig igen. »Vi skulle være stoppet og givet ham et kram eller bare et klem på armen. Han så virkelig ulykkelig ud,« siger min ven. På vej gennem de gamle kvarterer i den nederste del af Manhattan kunne jeg ikke slippe tanken om, at det er den form for menneskelighed, der knytter os sammen med dem, vi ikke kender. Et fremmed menneskes kærlighed, når ens liv krydser de mørkeste timer. Uventet gensidighed, noget at komme videre på eller troen på, at lyset vender tilbage.
Del:
