Så fik historien alligevel en næsten lykkelig slutning

Det var så bizart antiklimatisk, som tænkes kan. Lige pludselig stod det i avisen. April, 1970: The Beatles var gået i opløsning, som det så drabeligt hedder. Paul McCartney havde forladt gruppen. Simpelthen. Senere skulle det vise sig, at han blot kuppede John Lennon, der allerede september året før havde ladet de andre forstå, at han var færdig som beatle. Men det anede vi jo ingenting om, så Paul blev udråbt til skurken. Og så fulgte retssagerne, mens 1970erne gik deres skæve gang.

Min første tanke ved beskeden var, at det kunne de da ikke, det var jo naturstridigt. Og min anden noget i retning af: Hvad så med os? Det var jo ikke bare en eller anden tilfældig beatgruppe, hvis plader man tilfældigvis holdt af, der havde smidt håndklædet i ringen, det var jo The Beatles, for satan, mand! Denne geometrisk perfekte firkant, hvis enkeltdele alle – inklusive éns forældre – indforstået omtalte ved fornavne, var ligesom mad, drikke, søvn og sex naturgivne, og ingen havde fantasi til at forestille sig, hvordan kloden skulle kunne dreje rundt uden dem.