Sølvbryllupsmusik

Det skulle vist egentlig mest have været et tidsfordriv for vidunderbørn, mens pandemien holdt koncertsalene lukket. Men i foråret stod gruppen Silk Sonic pludselig med en førsteplads på den toneangivende amerikanske singlehitliste. Sådan går det gerne, når gruppens ene halvdel, sanger, producer og sangskriver Bruno Mars, er involveret. Han har nærmest gjort det til sit speciale at fylde hitlisterne med musikalske pasticher fra svundne epoker.

Det bagudskuende er heller ikke fremmed for gruppens anden halvdel, trommeslager, rapper og sanger Anderson .Paak, selvom hans tilnærmelser til fortiden hverken har været helt så programmatiske eller selvskrevne til hitlisterne som Mars’. Gruppens album An Evening With Silk Sonic er ikke blot krydret med nostalgi, men er en fuldtonet rekonstruktion af 1970ernes soul og funk. Har man ikke hørt de sange før? tænker man. Men jeg må resignerende erkende, at numrene er som soniske fatamorganaer, der glider ud mellem mine fingre, så snart jeg tror, at jeg har fanget konkrete ligheder med gamle numre.
Hitsinglen »Leave the Door Open«, der netop er nomineret til en amerikansk grammy, lyder næsten som et nummer, Philly Soul-kongerne Kenny Gamble, Leon Huff og Thom Bell kunne have skrevet og arrangeret for 50 år siden. Komplet med det karakteristiske klokkespil, der som soniske tandsmil understreger centrale punkter i sangen, og de tilbageholdte strygere, der er arrangeret af Larry Gold, der selv er opdraget i Philly Soul-skolen. Intet er overladt til tilfældighederne.