Kommentar. Mænd foretrækker ungt kød. Surprise: Det gør kvinder også.
Menopausen er mainstream
For nylig faldt jeg over en nyhed fra forskningens verden, som i flere dage hensatte mig i godt humør.
I New Scientist stod at læse, at det alligevel ikke, som hidtil antaget, kun er kvinder og spækhuggerhunner, der lever videre, mange år efter at de er ophørt med at kunne producere afkom.
Nej, faktisk er det formentlig størstedelen af alle hunpattedyr, som holder op med at producere æg længe før udløbet af deres potentielle levetid. Det har man bare ikke vidst, fordi så få dyr i naturen overlever så længe. De bliver ædt, dør af tørst, fryser ihjel eller omkommer på anden vis, før de når overgangsalderen.
Med andre ord: Menopausen er mainstream. Sikke en lettelse!

Hvorfor? Ja, det kan man kun spørge om, hvis man ikke har hørt den udgave af Slottet & Sumpen, hvor Joachim B. Olsen interviewer filosoffen Anders Fogh Jensen om de moralske aspekter af politikeren Mike Fonsecas forhold til en 15-årig pige.
Her gør filosoffen gældende, at den enorme vrede mod Fonseca skyldes giftiggrøn misundelse: Misundelse ikke mindst fra de aldrende kvinder, som ikke vil acceptere, at mænds begær retter sig mod unge kvinder. De ældre kvinder føler sig overflødige – og med rette, må man forstå: For det er faktisk en evolutionær abnormitet, at de lever videre efter menopausen; det er kun kvinderne og spækhuggerhunnerne, der gør det. Siger altså Anders Fogh Jensen, der ikke har læst New Scientist.
Og det er han desværre ikke ene om. I Ridley Scotts nye film om Napoleon spilles Napoleon af en mand på 49 og hans elskede Josephine af en kvinde på 35, selvom hun i virkeligheden var syv år ældre end ham. I Greta Gerwigs barbiefilm spilles Barbie af en kvinde på 31 og Ken af en mand på 41, selvom hun blev opfundet to år før ham. Faktisk er der ikke rigtig nogen film, hvor kvinden i forholdet tilfældigvis er ældre end manden, uden at det er en selvstændig pointe.
For i vores kultur er det simpelthen et velkolporteret dogme, at mænd går efter purunge kvinder, mens kvinder går efter modne mænd med magt.
MEN HER ER det så, at New Scientists nyeste opdagelse bør give anledning til visse overvejelser. For hvem går de ældre hunpattedyr så efter?
Det mener jeg nok er værd at studere, nu det er en fastslået kendsgerning, at de helt i overensstemmelse med naturens orden lever videre.
Og ja, jeg er med på, at Anders Fogh Jensen instinktivt nok synes, at de slet ikke skal gå efter nogen og holde sig inden døre.
I vores kultur er det simpelthen et velkolportetret dogme, at mænd går efter purunge kvinder, men kvinder går efter modne mænd med magt.
Det kan jeg sådan set godt forstå, hvis han synes. For min tese er nemlig, at disse ældre hunpattedyr har hørt så meget sludder fra de ældre hanpattedyr gennem årene, at deres begær ikke længere primært retter sig mod mere modne, filosofisk anlagte mænd. Nej, i lighed med ældre hanpattedyr som Anders Fogh Jensen vil de også hellere sætte tænderne i ungt, sprødt kød. Specielt fordi en del af kvinderne i disse ligestillingstider selv har fået magt og derfor ikke længere behøver en ægtemand til social opstigning.
Og det bygger jeg altså ikke kun på Lizette Risgaard. Der er en grund til, at de klassiske museer er fyldt op med statuer af spændstige, veltrænede mænd i 20erne og 30erne og ikke i 50erne og 60erne. Hvis kærlighed kun var krop, skal der ikke herske nogen tvivl om, at kvinder også har øjne i hovedet.
Derfor tror jeg heller ikke, at det på lidt længere sigt er i Anders Fogh Jensens interesse at tage Mike Fonsecas parti. Fogh Jensen har – det har jeg læst mig til på nettet – fået en søn med sin unge kone, og den søn bliver også kønsmoden en dag.
Så skulle det nødig gå ham, som det gik den amerikanske skoledreng Vili Fualaau, der blev forført af sin 34-årige lærerinde på en skole i delstaten Washington, da han var 12 år. Hun fødte hans første barn, mens hun sad inde for voldtægt af ham, før han var fyldt 15. I dag, hvor han selv er fyldt 40, er han ikke i tvivl: Det var et overgreb. Han blev gjort fortræd.
I øvrigt vakte skandalen ikke mindre postyr i USA, end Fonseca-sagen har gjort i Danmark; faktisk er historien nu blevet filmatiseret, og May December kan ses i biografen fra 4. januar.
Og i dette tilfælde kan der godt være noget om, at det var de aldrende kvinder, som hidsede sig allermest op: De var simpelthen misundelige over, at lærerinden havde scoret en ung og hyperfertil dreng.
Min pointe er altså, at de ældre hanpattedyr som Anders Fogh Jensen ikke må bilde sig ind, at de har evolutionen på deres side.
De skal huske på, at Manu Sareen for tiden turnerer rundt med budskabet om, at mænd faktisk også har en menopause.
Derfor kan man slet ikke udelukke, at en artikel i et kommende nummer af New Scientist vil konkludere, at mænd og for eksempel søkohanner utroligt nok overlever menopausen, som de eneste pattedyr i naturen.
Del: