Dengang i juni 1992, da landsholdet vandt EM, sagde vi måbende til hinanden, at den tyske finalemodstander havde kunnet vælge mellem lige så mange spillere, som Danmark havde indbyggere! Det var ikke helt sandt. De 5.328.748 medlemmer af Deutscher Fußball-Bund talte alle – drenge, piger, kvinder og mænd – i alderen 5 til 90. Kun knap halvdelen, 2,4 millioner, var mænd mellem 18 og 40 år. Men alligevel: En 22 gange så stor talentmasse. Og overdrivelsen var jo illustrativ: Det var de rigtig store mod de rigtig små, og her vandt de mindste ufatteligt nok.

I de mange år, der er gået siden dén uendelige sommer, er tyskerne kun blevet flere. I dag er de 6,8 millioner fodboldspillere. Blandt de 48 lande ved VM i Nordamerika kan kun medværten USA mønstre flere, og målt på indbyggertal kan ingen hamle op med Tyskland. Det er den volumen, Nationalelf skal forsøge at forløse over de næste fem uger. Og der er meget på spil. Efter guldet i 2014 røg tyskerne ud i det indledende gruppespil i Rusland 2018 og Qatar 2022. Og første bump på revanchevejen er kuriøst nok Curaçao, alletiders mindste VM-land.