Medistergate

Vi er slet ikke færdige med at diskutere DRs dokumentar Sexisme i musikbranchen.

Ikke efter at Q&CO i fredags oprullede nye aspekter af medistergate.

For skal man nu tro på sangeren Katinka Bjerregaard, når hun nægter at have sagt til bandet, at hun havde fået så meget morgenpik, at hun ikke kunne stå på benene? Hvis hun faktisk sagde det, jamen så var det jo hende, der ansporede Claes Antonsen til den klamme historie om en kvinde, der putter en medister op i sit underliv og lader en hund spise af den.

Jeg synes, at man skal lade tvivlen komme hende til gode. Specielt fordi Antonsen i DRs fremstilling virker som en mand, der kunne have fundet på at diske op med den historie uanset hvad.

Til gengæld er det svært at forsvare Bjerregaards reaktion på hans historie. I en sms til B.T. indrømmer hun, at hun, da Antonsen havde fortalt om medisteren, kvitterede ved at dele en fantasi om at trække en menstruationskop ud af skrævet og hælde blodet ud over bandmedlemmerne. I sms'en bortforklarer hun det med, at det er »min måde at være en af drengene« på.

Nå. Men er det så ikke nu, du indrømmer, at det var forkert?

For én ting er, at man ikke siger fra i situationen – det kan man ikke kræve – noget andet er, at man decideret medvirker til at understøtte kulturen ved selv at diske op med vulgariteter.

Det betyder selvfølgelig ikke, at Claes Antonsens sexisme bliver undskyldt af, at Bjerregaard også opfører sig underlødigt. Men hendes klamme menstruationskop bliver heller ikke undskyldt af hans klamme medister.

Hov: Skrev jeg lige klam? Om menstruationsblod? Ja, det gjorde jeg, og det var med vilje. For blandt nogle kvinder har der desværre bredt sig en opfattelse af, at menstruationsblod er så naturligt og urkvindeligt, at alle fortjener at få det op i synet.

For en lille måned siden blev jeg kontaktet af Radio4, som ville høre, om jeg ville deltage i en debat med en ung socialdemokratisk regionspolitiker, der har udviklet ny rød politik: Hun deler billeder af sit menstruationsblod, når hun bløder igennem. Formålet er at aftabuisere menstruationen, og derfor ledte radioen efter en person, som var uenig i fremgangsmåden.

Jeg sagde nej, det var for ulækkert. For ja, menstruation er naturligt, men det er ørevoks, fodvorter, fækalier, tis, bussemænd og skæl også, og når vi ikke stolt fremviser alle disse substanser for alle andre, er det ikke, fordi det er tabu, men fordi det er klamt. 

MODERNE FEMINISME har et skizofrent forhold til, hvordan vi skaber mere ligestilling mellem mænd og kvinder. Den vakler mellem, at mænd skal opføre sig ordentligt, og at kvinder skal opføre sig lige så primitivt som mænd.

Det har ført til, at kvinder kan optræde på måder, som ville blive kaldt sexistiske, hvis det var mænd, der gjorde det. Og jeg tror, at det er årsagen til, at Katinka Bjerregaard slet ikke kan se, at hun selv har et ansvar for tonen i musikbranchen.

For eksempel er det blevet normalt, at kvinder viser deres bryster og smider trusser op på scenen ved Suspekts koncerter, hvor der rappes: »Jeg vil bare ryge hash og bolle kællinger/ Være en aktiv del af mine fortællinger/ Og hvis hun ik' vil kneppe, så finder jeg en anden/ For fanden, de står i kø helt ovre på den anden side af landet.«

Hvad ville reaktionen mon være, hvis mænd smed deres underbukser op på scenen og viste deres pikke frem, når Tessa rapper om »engangspik«? »Jeg kender en engangspik når jeg ser en/ Og ka' spot to, tre stykker herinde/ Når jeg rykker videre, så la' vær' at bli' sur/ Har aldrig været din, det var bar' din tur (Okay)/.«

Og når Ditte Okman i weekenden i en stor reklame for en podcast på Ekstra Bladets hjemmeside bekendtgør, at »jeg er kæmpe fan af min fisse«, tør ingen indvende noget, men hvis en mand havde været lige så fascineret af sin dillermand, tror jeg, at han var blevet til grin. Mænds kroppe er nemlig til grin. Så hårdt har feminismen arbejdet for på en gang at disciplinere mændene og frisætte kvinderne, at vi er endt i en situation, hvor man godt må lave satire over mænds kroppe, men ikke længere over kvinders.

En af kvindegruppen City Singlers hits fra 10erne handler om farkroppen, og jeg tror ikke, at et mandeband var sluppet godt fra at lave en tilsvarende tekst om morkroppen:

»Vi vil ha en farkrop/ en farkrop for det' der noget lækkert ved, det er lige som en sækkestol og lig og knalde med/ Aaaah en krop som far/ I hans navle er der fnuller, på hans ryg er der en frygtelig masse hår/ Åårh du vil komme til at elske at han fiser når han går/.«

Hvis vi vil have en ny kultur, kræver det nok, at både mænd og kvinder holder op med at være så infantilt fikserede på kropsvæsker og kønsorganer: Kroppen ud af poppen!