Metroen er fuld af mennesker. Klokken er lidt over fem og nok det værst tænkelige tidspunkt, man kan vælge til at træde ind i Seouls linje ni. Vi står tættere end grise i danske stalde, så tæt, at jeg kan lugte mine medpassagerers ånde, mærke deres kroppe og ufrivilligt følge med i mindst tre forskellige mobilspil.

Bag mig kan jeg fornemme en høj mand mase sig ind foran to passagerer, og lidt efter mærker jeg hans skridt mod mine baller. Han presser hofterne frem imod mig, og jeg mærker, hvordan han bliver hård.