Livstab

Det sker for os alle, at vi oplever at miste vores nærmeste eller mennesker, der har spillet en afgørende rolle. For mit vedkommende akkumulerer livstabene i disse år, og det er gået særligt stærkt på det seneste.

Jeg er ellers klædt godt på, har prøvet det allerværste. Der er efterhånden gået 11 år, siden jeg mistede min mand, alt, alt for tidligt i livet. Selvom vi var forberedt på det, fordi han døde af kræft, føltes det som at blive slået ned bagfra af en massiv jernstang. Jeg har aldrig, hverken før eller siden, oplevet noget lignende. Sorgen var så massiv, at den nærmest føltes giftig. Alt i min hverdag var blevet forgivet. Jeg oplevede ikke på noget tidspunkt at vågne op en morgen og chokeret komme i tanke om, hvad der var sket. Bevidstheden om det forfærdelige befandt sig dybt inden i mig hele tiden og begyndte først mange år senere at opløse sig.