Det var forventningen, at Netflix-dokumentaren Harry og Meghan kunne detonere en bombe under et af verdens ældste monarkier. Men foreløbig er de tre udsendelser om Sussex-parret blevet kaldt kedelige og forudsigelige, også selvom der undervejs fremføres anklager om racisme og spilles på den store woke-violin. Det er muligt, at de næste udsendelser vil levere en mere substantiel kritik, men gør de ikke det, er det tvivlsomt, om parret vil forblive helgenkåret af andre end sig selv.

Dokumentaren fortæller historien om Harry, om Meghan, og hvordan Harry mødte Meghan. Vi hører om deres bryllup, om pressen, og hvordan den næsten tog livet af Meghan. Om hvor meget hun minder om Lady Diana, og hvordan parret har ofret alt for at få en mere værdig skæbne end hendes. Undervejs indkaldes der vidner i form af venner, der bekræfter dem i, at de har gjort det rigtige i en forkert verden, og vi forstår, at deres kærlighed er skæbnebestemt, men ikke skal være skæbnesvanger, og derfor er de nu draget i eksil i Montecito i Californien, hvorfra de kan fortælle den sande historie om Harry og Meghan.