Alting har en ende. Det gælder også nærværende, ugentlige haveklumme, som redaktøren på et tidspunkt navngav »Møllers Have«. Den er blevet nedlagt med udgangen af august i år, så derfor er denne weekends skrivning under og med dette navn den allersidste i rækken.

Min forgænger på avisens havepost, Marie-Louise Paludan (1917-2011), holdt længere ved og slap først tastaturet som haveskribent i 2004 i en alder af 87 år. Det ville under alle omstændigheder blive endog meget svært at overgå hende i antal skrivende leveår, men det lykkedes dog i antallet af haveklummeskriveår, hvor det for mit vedkommende blev til 20 2/3 år og i alt 1.069 klummer. Selvom Paludan var tilknyttet avisen (dengang Berlingske Aftenavis) fra 1971, skrev hun »kun« om haven i 12 år.

Det har været et stort privilegium at kunne træde op på den talerstol eller gribe den megafon, som en sådan klumme udgør, og få mulighed for at tage vigtige emner under offentlig behandling.

Illustration: Peter Wandel
Illustration: Peter Wandel

Artikler af enhver art skal naturligvis helst være nogenlunde saglige, men til forskel fra en videnskabelig eller en almindelig journalistisk af slagsen skal en klumme ifølge traditionen være personlig og vinkle skarpt. Mens videnskabelige artikler, især dem, der publiceres i internationale tidsskrifter, helst skal være kedelige og gerne rumme et væsentligt indslag af uforståelighed for uindviede, skal der være spræl og kant samt om muligt humor i en klumme.

Redaktøren indvilgede tidligt i, at klummens fokus blev udvidet, således at det blev en have- og naturklumme snarere end en snæver haveklumme. Haven er et godt udgangspunkt for perspektivering. Med fødderne plantet på en lod levende jord, hvor man kan bevare jordforbindelsen eller i hvert fald bestræbe sig på at gøre det, er det i princippet muligt både at se langt ud i verdensrummet og frem i det jordnære plan, følgende klodens krumning til skovene, havet og de ferske vande, moserne, markerne eller endda ned i jordbunden med dens myldrende liv.

Haven tjener utallige formål: frirum og fristed, lege- og tumleplads, kilde til blomstrende skønhed og til selvdyrket, giftfri frugt og grønt, der ikke har skullet rejse den hele eller halve klode rundt. 

Samtidig har haven en ikke uvæsentlig betydning som levested for andet og mere end os selv. Den er et krydsfelt mellem kultur og natur. Ser vi bort fra møder med overvejende indendørs småkræ såsom sølvfisk, husedderkopper og husdyrlopper, oplever de fleste mennesker nok den levende natur på nærmest hold i haven – vilde organismer som fugle, småpattedyr og sommerfugle. Foruden de naturprocesser, der i millioner af år har dannet grundlag for livet.

Haven er også et sted, hvor man selv – i lille skala – kan bidrage til at løse nogle af tidens store kriser, som tab af biodiversitet, klimaforandringer og grundvandsforurening. Her kan man lade træer, planter og jordbund binde noget af det forkætrede kulstof og frigive den livgivende ilt fra CO2; og her er det muligt at sikre giftfri grundvandsdannelse, når der ikke bruges andre bekæmpelsesmidler end jern til lugning og til at slå dræbersnegle ihjel med.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Hvis jeg her på falderebet skal komme med (læs: gentage) et enkelt haveråd til især nye haveejere, må det blive: Lev med haven og især dens træer (og buske) i mindst et år, og gennemlev alle årstider sammen med dem, oplev deres skiftende farver, fremtoning, blomstring og frøsætning, førend der træffes en eventuel beslutning om at øve vold mod dem.

I en form for programerklæring på første redaktionsmøde i 2004 anførte jeg blandt andet, at klummen ud over at følge årets gang, afgrødernes dyrkning og håndtering samt plante- og dyrelivets udfoldelse helst også skulle være læseværdig og interessant for have- og jordløse læsere. Det, håber jeg, har været tilfældet. Man kan jo også med udbytte læse gode anmeldelser af spisesteder, selvom man aldrig kommer til at frekventere dem fysisk.

Det har været en spændende og fornøjelig, men også krævende og udfordrende opgave at levere den ugentlige tekst gennem alle disse år. Nu er det slut, og derfor vil jeg bruge nogle af de sidste linjer på at sige tak; først og fremmest en meget stor tak til læserne af denne klumme og i særdeleshed til dem, der gennem årene har ulejliget sig med at indsende kommentarer, korrektioner, spørgsmål, oplysninger og emneforslag. Sidst, men ikke mindst, vil jeg rette en meget stor tak til Gitte Skov og Peter Wandel, som siden januar 2020 så glimrende har illustreret skriverierne.

Selvom den virtuelle Møllers Have nedlægges, er det dog ikke ensbetydende med, at den analoge udgave, forlægget og den væsentligste inspirationskilde, også bliver det. Bestemt ikke. Og fortsat gælder: Il faut cultiver son jardin. Omend »cultiver« i dette tilfælde ikke skal tages helt bogstaveligt.

Peter Friis Møller skriver fast i Weekendavisen om havelivets glæder og udfordringer. Læs flere haveklummer her.