Pssst. Lørdag aften blev der afholdt EM i Tetris på Østerbro.
»Lets go, Tetris!«
Tetris er tilbage! Det sovjetiskudviklede computerspil fra 1988, hvor det gælder om at arrangere nedfaldende og konstant skiftende geometriske figurer i bunker, har i løbet af de seneste år fået en renæssance. Det ser man med den konkurrence, som energidrikgiganten Red Bull har faciliteret denne november, hvor over 400.000 spillere på verdensplan har deltaget, og hvor finalen afholdes til december i Dubai. Her vil man, selvfølgelig, bruge den såkaldte Dubai Frame – et 150 meter højt rektangelformet observatorium – som spilleplade.

Men man ser det så sandelig også denne lørdag aften i kælderen under Enigma – Museum for post, tele og kommunikation på Østerbro, hvor entusiaster fra hele kontinentet har samlet sig til de europæiske mesterskaber. Lokalet, der til anledningen er indrettet med et væld af forskellige fjernsyn og konsoller, er nok mere beskedent, end hvad jeg forestiller mig bliver tilfældet til den forestående begivenhed i Golfstaterne, men stemningen er ikke desto mindre på kogepunktet, da jeg ankommer kort før semifinalerne i Game Boy-Tetris: Danskeren Anders, der også er en del af arrangørgruppen, har kvalificeret sig.
Del:



