Knald. Ny serie på Netflix støver kejserinde Elisabeth af.
Lækre habsburgere
Kejserinde Elisabeth af Østrig (1837-1898) havde hår ned til fødderne. De lange lokker var hendes signatur, en af mange, hendes hvepsetalje (50 centimeter), som hun beholdt livet igennem, var også berømt og berygtet. Hun trænede, motionerede for at holde vægten, hvilket var højst usædvanligt, og lod sig tatovere, et anker på den ene skulder, fordi hun elskede havet.
Men det er vist håret, som ligner en pelsfrakke på nogle malerier, der er mest myteomspundet. I hvert fald bugner internettet med historier om lokkerne: Elisabeth vaskede hår i æg og cognac, og det tog så lang tid at rede og arrangere frisuren, at hun brugte tiden på læsning og korrespondance. Samtidig holdt kejserinden et vågent øje med de hår, hun mistede ved børstningen, og den stakkels frisøse blev skældt ud, hvis Elisabeth mente, at det var for mange. Et sted på internettet står der endda, at den tjenende ånd gemte de løse hår på noget klistret stof på indersiden af sin kjole af angst for kejserinden.
Del:



