Anmeldelse. Balladen om kolonihaven er et sært sammensat lille dokusoap-mesterværk om Foreningsdanmarks hengemte horror.
Kuppet i kolonihaven
Her er han altså, Finn. Nyvalgt formand for kolonihaveforeningen. Så utrolig rank. Frisuren er upåklagelig, og hans brille er, hvad man vist kalder smart. Og med sin nærmest larmende snusfornuft er han tv-historiens mest systembevarende kupmager og mindst revolutionære revolutionær.
I den nye TV 2-dokusoap Balladen om kolonihaven får vi præcis, hvad titlen lover. Der er så sandelig ballade. Og vi forlader over seriens fire fremragende og på samme tid afdæmpede og dramatiske afsnit aldrig kolonihaven Jørgen Berthelsens Minde i udkanten af Aalborg. Her har den i øvrigt, får vi at vide af fortællerstemmen, der tilhører ingen ringere end Niels Hausgaard, ligget de seneste 50 år, og i al den tid er Inger kommet her. Hendes mand var formand, men da han gik bort i 1988, blev hun efterfølgende valgt til at overtage tillidshvervet. Og det har hun så bestridt siden. Indtil nu. For man vejrer morgenluft og har nye ideer i foreningen, hvor flere unge mennesker er kommet til: vilde haver og biodiversitet for eksempel. Et fænomen, som Inger – med et udtryk, jeg ikke har hørt før, men som ligesom bare siger det hele – mener kan blæse hende »en lang kattehale«.
Del: