Anmeldelse: The Populace. Samtidskunst i verdensklasse er ingen garanti for en spændende udstilling. Men Nina Beier og John Millers udstilling i ARoS’ nye tilbygning lover godt.
Kunst til folket
Klokken nærmer sig lysshowtid i den store James Turrell-kuppel, ARoS Kunstmuseums nye vartegn. Det mærkes i den underjordiske gang, hvor jeg trasker ved siden af skoleklasser og andre ivrige gæster. Forude anes løjerne, blåt lys, der kastes op på væggene. Jeg skal ikke helt derud, men tager en afstikker gennem en stor metaldør. Ind til museets nye udstillingssal, »Salling Galleriet«, med tak til den lokale sponsor.
Der er et pudsigt øjeblik, da de automatiske skydedøre åbner sig, og flokken på vej mod lyset drejer hovedet og mødes af en større forsamling mannequindukker, der kigger ud på dem. »Hvad er det?« spørger en mand – med den bryske tone, der kendetegner en museumsgæst, der ikke vil tages ved næsen. Dog uden at have tid til at høre mit svar. To minutter i lysshow.


