Forleden nat drømte jeg, at Rusland havde besat Danmark, og at jeg i den anledning var indkaldt til orienteringsmøde på nærværende avis. Mens Martin Krasnik meget fyndigt præsenterede de nye arbejdsforhold – han havde taget jahatten og meget pænt tøj på – stod jeg og tumlede med spørgsmålet om, hvordan man mon skrev en teateranmeldelse kommunistisk.

Da jeg vågnede, var det med drømmerens lejlighedsvise forundring. Muligheden for russisk invasion er ikke noget, der til daglig ligger mig på sinde, så hvorfor havde det alligevel fundet vej til min underbevidsthed? Klimaforandringer, AI, antibiotikaresistens og aliens rangerer alt sammen højere i mit private frygthierarki. Jeg fortæller altså kun denne anekdote for at sige, at hvis man vil være bange, er der som bekendt nok at vælge imellem.