Det første, der slår en, når man besøger James Turrells nye ARoS-værk As seen below – The Dome er, hvor det underjordiske rum minder om et kirkerum. Kuppelformen, skalaen, akustikken. Sjældent har man kunnet tage et værks navn så bogstaveligt.

Det næste, der slår en, er, hvor lidt de besøgende opfører sig, som om de er i kirke. Selvom et skilt ved indgangen oplyser en om, at værket opleves bedst i stilhed, og selvom en museumsmedarbejder var rundt og tysse på folk, så var der larm, da jeg for et par uger siden slog vejen forbi Aarhus. Mange af gæsterne var desuden mere optaget af at fotografere sig selv og deres børn i det skiftende lys end af at kigge i loftet, hvor værket egentlig finder sted – det er ved at iagttage loftet, at man kan opleve, hvordan de skiftende lyssætninger forvrænger ens oplevelse af rummets dimensioner.