Sikke en sær, sær sommer, det indtil videre har været. Jeg kan ikke være den eneste, der de seneste måneder har oplevet at gå en aftentur på afsondrede gader og pludselig passere et ungt par, der hører »Billie Jean« fra deres mobiltelefons højttaler. Eller at standse op, fuld af forundring, mens en dreng i 11-årsalderen går forbi på et lokalt loppemarked og synger »Beat It« i hælene på sine forældre. »No one wants to be defeated!« Ja, i sidste uge vandrede jeg rundt mellem teltene på Roskilde Festival i halvanden time, og den eneste kunstner, jeg hørte afspillet fra mere end én af de mange lejre, var … Michael Jackson.

Det skyldes selvfølgelig Antoine Fuquas biograffilm Michael, der havde premiere i slutningen af april. Men det stikker også dybere end aktualiteten af en film med tvivlsom kunstnerisk værdi. Der har, ser det ud til, været et behov hos folk for at hylde en type popkunstner, som ikke længere findes. Eller ikke bare hylde: dyrke i al offentlighed, forgude med en barnlig intensitet, om så manden som privatperson var Djævlen selv. Det, de seneste måneders fornyede Michael Jackson-hype har vist, er, at popstjerner af hans støbning ikke kan dømmes ude, for de var altid mere mytiske figurer end almindeligt dødelige væsner.