Kulturarv i ekkokammer

Sagen kort: Højskoler indtager førstepladsen i afstemningen om, hvad der er mest dansk kulturarv, efterfulgt af pølsevogne, håndbold, foreningsliv og tillidssamfundet. Knap 59.000 danske borgere har deltaget i afstemningen, som kulturminister Jakob Engel-Schmidt offentliggjorde mandag. De fem bud kommer nu på den nationale fortegnelse, som er første skridt mod at blive optaget på FN-organisationens UNESCOs prestigefyldte liste over immateriel kulturarv.

– Lisbeth Trinskjær, jeg går ud fra, at du som formand for Folkehøjskolernes Forening synes, at højskolerne fortjener sejren?

»Ja, for højskolen er uomtvistelig noget unikt dansk. Den stammer fra Grundtvigs tanker, og Danmark var det første sted i verden, hvor man lavede folkehøjskoler. En anden grund er, at højskolerne har været med til at præge det danske samfund og levet i symbiose med samfundet gennem 180 år, samtidig med at staten har beskyttet deres frihed, også den ideologiske. Det er meget dansk at have så fri en enhed, som påvirker befolkningen, og samtidig er støttet af staten uden at være styret af staten.«

– Når du selv bruger udtrykket ideologisk frihed, kan jeg ikke lade være med at pege på flere debatindlæg i den senere tid. Den første var Ayman Ahmad Mouhammad, der fortalte, at hans ophold på Krogerup Højskole var præget af, at hans klassekammerater stort set alle kom fra det samme velaflagte og kulturradikale miljø. Han kalder højskolen et meget konformt og politisk korrekt ekkokammer, hvor der knap var plads til en som ham med andre synspunkter. Det lyder ikke som ideologisk frihed?

»Jo, det er lige præcis ideologisk frihed, for vi har knap 70 højskoler i Danmark, og de er meget forskellige. Du vil kunne finde idrætshøjskoler, hvor mange af eleverne er meget mere borgerlige. Du vil kunne finde bibelhøjskoler, hvor jeg roligt kan sige, at de har et meget tekstnært forhold til Bibelen. Du vil kunne finde højskoler, som er decideret røde. På den måde er det udtryk for ideologisk frihed, at højskolerne har et ideologisk ståsted. Men når det så er sagt, så er det ret vigtigt for vores demokrati , at eleverne møder holdninger, der er anderledes end deres egne. Så langt er jeg enig med Ayman i hans kritik. Der er ikke meget dannelse i at komme ind og blive bekræftet i alt, hvad man i forvejen vidste og tænkte. Det er vigtigt, at de møder synspunkter, der strider mod deres egne, at de lærer at tåle uenighed, at de finder ud af, at man faktisk godt kan have forskellige synspunkter og alligevel stadig være gode venner. Vort demokrati er jo ilde stedt, hvis vi ikke kan tåle uenighed.«

– Nicoline Jacobsen, der har været elev på Rødding Højskole, har også ytret sig og fortalt om manglende tolerance. For eksempel når det gælder konflikten mellem Israel og Palæstina. Hun kan selv se sagen lidt fra begge sider, men det holder hun for sig selv af frygt for at blive udstødt af fællesskabet, for stort set alle på højskolen, inklusive lærerne, støtter udelukkende Palæstina. Det lyder da også temmelig ensrettet?

»Ja, det lyder ret ensrettet, og jeg håber ikke, det er sådan i virkeligheden, selvom det er hendes oplevelse og erfaring. Men jeg synes, det er værd at bemærke her, at højskolen gennem 180 år altid har eksisteret i og arbejdet med det udgangspunkt, der aktuelt findes, både for mennesker og samfund, og lige nu har mange i ungegenerationen svært ved uenighed. De er meget mere harmonisøgende end konfliktsøgende, og det er faktisk lidt svært for dem at være i uenighed. Det er ikke noget, som højskolerne har skabt, men det er en præmis for det arbejde, vi laver. Derfor er det en vigtig dannelsesopgave for os at løfte idealet om at kunne håndtere uenighed. Lige præcis dette tema diskuterer vi ret indgående i alle vores nationale samlinger i øjeblikket. Nogle af skolerne oplever, at der er debattører og oplægsholdere, som eleverne ikke har lyst til at høre, fordi de ikke bryder sig om deres budskaber. Vi forsøger at modarbejde den kultur.«

– Men det tyder jo ikke på, at det går så godt med indsatsen. Debattørerne beskriver et miljø, hvor alle – lærere og elever – mener stort set det samme, og holdningerne er forudsigeligt placeret pænt til venstre.

»Jeg siger heller ikke, at det er noget, vi kan fikse nemt, og jeg synes faktisk, det er godt, at tidligere elever råber op og står frem med deres kritik.«  

– Min 90-årige fars ældre søskende var alle på højskole. De havde ikke fået anden skolegang end den stråtækte derhjemme, men et højskolekursus tilbød dem en mulighed for at blive både dannet og uddannet i en eller anden grad, så de fik et udgangspunkt for at forme deres egne holdninger og deltage i demokratiet og samfundet. Det lyder ikke, som om højskolerne spiller den samme menneskeligt udviklende rolle i dag?

»Grundtvig sagde, at han ikke kunne sige, hvordan man skulle lave højskole, for man ville til hver en tid være nødt til at kigge på de hoveder, man skulle lave højskole for. For hundrede år siden var en af de store udfordringer, at befolkningen ikke var særlig uddannet. Det er den jo i dag, hvor generationerne, som er unge nu, ved mere end alle generationer før dem. For de flestes vedkommende er udfordringen altså ikke manglende uddannelse, men måske nok nogle dannelseselementer. Altså for eksempel ikke at flyde med strømmen. At turde stå på et synspunkt. At turde sige noget, der er upopulært og bryde den gode stemning. At forstå kompleksiteten i noget og finde ud af, hvor de selv står, i stedet for at gentage det, som de tror, lærerne gerne vil høre. Netop det her med, at man kun lærer præcis det, som man skal kunne for at kunne levere de rigtige svar, er der jo ikke meget refleksion eller selvrefleksion i. Derfor er der virkelig meget brug for at arbejde med det, og på den måde ligner det vel lidt formålet med gamle dages højskole: Mange af eleverne har brug for at finde et myndigt ståsted i deres egen tilværelse, som ikke er en kopi af nogen andres.«

Læs Weekendavisens interviews om aktuel kultur-debat i serien Spurgt.