Den hellige enighed

AYMAN AHMAD MOUHAMMAD har været elev på Krogerup Højskole og oplevet det som »et ophold i et ekkokammer«, skriver han i et indlæg i Politiken:

»Kulturradikale poor core børn fyldte stolene (…) Bag dem stod forældrene: mellemledere i business casual, klar til at svinge firmakortet for deres små, politisk korrekte darlings. Det så ud til, at langt de fleste havde pakket den samme rygsæk fuld af en blanding af økologisk idealisme og moralsk overlegenhed. Jeg var med andre ord vandret direkte ind i et af de ekkokamre, forstanderen stod og talte om, at man skulle træde ud af.«

Jeg var selv lærer på samme højskole i ti år fra 1980 og blev såret på »min« skoles vegne – var det også så slemt dengang?

Sådan oplevede jeg det ikke, for jeg kom hurtigt galt afsted: Som nyansat var jeg på udflugt med et nyt hold elever i bus til Brede sammen med medlærer Bjørn Erichsen – senere DR-redaktør og leder af Filmskolen – og næppe halvvejs gerådede vi et gevaldigt skænderi, efter at jeg havde udtalt mig negativt om Sovjetunionen. Han var glødende kommunist, og det blev ikke sidste gang, vi tog en tørn.

Eleverne måbede, det var ikke lige, hvad de havde ventet og sådan set heller ikke jeg. Nogle så utilpasse ud, andre forlystede. Ok, det var så opgaven, jeg så for mig: at få så mange som muligt til at se forlystede ud.

Og jeg kunne tage det roligt, for to af skolens mest fremtrædende lærere var filmmanden Niels Jensen, en gudsbenådet underviser, og digteren Erik Knudsen, en mere uortodoks af slagsen, og de befandt sig på hver sin fløj: Niels Jensen var dybt betaget af amerikansk kultur, især filminstruktøren John Ford, mens Erik Knudsen var kommunist, imod NATO og socialt indigneret, og de to dannede par og styrede mere eller mindre skolen. Uden at deres politiske uenighed kom imellem dem.

På den måde havde skolen sikret sig mod for megen konsensus.

MEN SPØRGSMÅLET ER, om der i dag er plads til sådanne modpoler? Og hvad skulle de bestå i? Hvordan ville »ekkokammeret« for eksempel reagere, hvis en eller flere elever på højskolen forsvarede Trump? Det ville være det rene sociale selvmord.

Og nok også for voldsom en udfordring efter Trumps første vanvittige 100 dage, men lad os bare sige, at nogle mente, at klimasagen er tabt, eller at woke er til grin, eller at naturen er noget »billigt skidt«, som Poul Henningsen i sin tid sagde, eller at ulighed er naturens orden.

Det ville ikke gå stille af – eller måske netop gå pinligt stille af – men sagen er jo, at det er der nok flere, end vi tror, der mener. Og så er det vel ok at få det op på bordet?

Jeg havde fornøjelsen i sin tid, i slutningen af 1960erne, at overvære historieprofessoren Povl Bagge tage tyren ved hornene og udfordre den daværende politiske modestrømning. Efter en forelæsning spurgte han: »Er der en marxist til stede?«, for så ville han godt have en lille rask diskussion. Et par stykker meldte sig, og der kom liv i forsamlingen, professoren var ret kvik, han morede sig.

Ayman Ahmad Mouhammad har ret, der er for meget ekkokammer, ikke kun på højskoler, men i det hele taget. Jeg har venner, jeg er uenig med om ret meget, og er blevet spurgt, hvordan jeg så kan være venner med dem?

Spørgsmålet siger noget om, hvor svært det er at leve op til det demokratiske ideal: accept af uenighed. Det er, som om det dybest set er imod vores natur.