A la carte. Ingen ved helt, hvem Bon Dylan eller The Crying Nudes er. Men de er værd at lytte til. Denne uges anbefaler er Oliver Bodh Larsen.
Kulturanbefalinger
Musik
Stenet mystik
Så er der nyt fra det uh så mystiske band The Crying Nudes. På Spotify er det kategoriseret som et album, men det kan vi altså ikke gå med til. Godt nok består DJ, som udspillet hedder, af otte sange, men tilsammen løber de kun op i 12 minutter og 53 sekunder. Nå, men det er også en kedelig snak.
Hvis De ikke har hørt om The Crying Nudes, kan jeg fortælle, at ingen helt ved, hvem de består af. Eller det vil sige: Man ved det måske godt, men man ved det ikke med sikkerhed, og der er ikke nogen, der gider bekræfte det.
Her er til gengæld, hvad vi ved: De udgives af World Music, pladeselskabet, der drives af den i sig selv pænt mystiske og meget hypede brite ved navn Dean Blunt. Han er måske også inde over selve produktionen. Så ved vi nok også, at sangeren er den danske Fine Glindvad, tidligere Chinah og nu solo under sit fornavn.
Vi ved nok også, at der et par yderligere danske musikere iblandt, men lad os for nu lade mystikken råde og så fokusere på dette: DJ er i al sin mærkelige Hope Sandovalske stenethed et skønt bekendtskab. Også selvom sangene hele tiden bare slutter. Som smukke bjerge, man pludselig kan se fra sit sæde i flyet, de er der, og så er de væk igen bag en sky.
The Crying Nudes, DJ, World Music
Streaming
Transportabelt
Jeg har engang, i en helt anden sammenhæng, vistnok skrevet, at hvis man ikke har noget presserende arbejde og sidder i et tog eller fly, så skal man læse en bog. Ikke se film. Det er, som om det er for slasket med film, jeg ved det ikke.
Jeg tager mig selv i at se ned på folk, der sidder og hygger sig med en film, de har hentet ned på deres telefon. Men så forleden dag var jeg selv på en længere tur med tog, og det var virkelig sent, og jeg var virkelig bare slasket. Jeg havde tre bøger i tasken, orkede ikke rigtig.
I tasken lå også min laptop. Overvejede det kort, før jeg flåede den op og pløkkede bogstaverne »H, B, O« ind i søgelinjen for at se, hvad de havde til mig. Det tog mig ikke lang tid at finde svaret: Once Upon a Time in … Hollywood.
Helt i begyndelsen af turen havde vinduespladsen været optaget af en ret stor mand, der drak Monster og trak vejret tungt. Nu var han gået, så jeg smøg mig ind i hjørnet, fiskede min Coca-Cola og Ritter Sport (Praline) frem, og så havde jeg bare verdens fedeste tur, mens Cliff Booth og Rick Dalton totalsmadrede nogle »goddamn fuckin’ hippies«.
Once Upon a Time in … Hollywood, HBO Max
Internet
Listeland
I rækken af formidable ting, man kan lave på internettet, er noget af det mest formidable godt nok at surfe mere og især mindre formålsløst rundt på Rate Your Music. Lad mig forklare helt kort, hvad vi har med at gøre.
Rate Your Music er en slags IMDb eller Goodreads, bare for musik. En kæmpemæssig database, hvor brugerne vurderer alle tænkelige udgivelser – fra fuldlængdealbum og ep'er til koncertoptagelser og opsamlinger – på en skala fra 1 til 5. Hvis man altså har lyst.
Personligt er jeg bare en kratlusker, der lukrerer på alle andres vidunderlige engagement. Det mest fantastiske – og omdrejningspunktet for siden – er listerne: listen over de bedst vurderede album fra 2026, de bedst vurderede nogensinde, de bedst vurderede fra 1970erne osv.
Man kan også udtrække mere specifikke lister, hvis nu man for eksempel har fundet en genre, man er helt vild med og gerne vil udforske yderligere. Vupti, så har man en liste over de bedst vurderede album inden for »paisley underground«. At scrolle ned over de lister og bare se på årstallene og scorerne og albumomslagene – det er, jeg lyver ikke, lidt opstemmende.
Beværtning
Middelklassens reservat
I avisen her har man hele sommeren igennem kunnet læse, hvordan (nogle af) de rigere danskere, svenskere og tyskere ynder at bruge deres sommerferier. Og om deres yachts og deres massive arvekoncentrationer. En ikke megaimponeret læser foreslog så, om vi da ikke i det mindste kunne skrive »en sommerserie om de fattiges feriereservater«.
Her vil jeg tilbyde et kompromis bestående af et tip om den fantastiske, kødfulde middelklasses feriereservat. For et par år siden købte min familie nemlig sommerhus i Øster Hurup, der ligger et par og tyve kilometer syd for Limfjordens indløb fra Kattegat. Her finder man virkelig Gud og hvermand. Især når det bliver højsommer, og der er sommerkoncert (i år var hovednavnene Poul Krebs, Lars Lilholt og Queen Machine), og når det kæmpemæssige amerikanerbiltræf »US Car Camp« lægger til i fem dage.
Mest fantastisk i Øster Hurup er det på Styret. Byens ubestridte samlingspunkt, vandhullet over dem alle. Hvor man får sin Smirnoff-flaske serveret med en »Xtra! Orange Nectar«-juice, og man tryllebindes af festsangere som Tina Harbeck, så taget fandeme er ved at lette af ren og skær ufin, ukompliceret eufori.
Styret, Øster Hurup
Musik
His Bonness
Det havde vel vakt en smule undren, men så nok heller ikke mere, da gæsterne på Justin Vernons egen festival, Eaux Claires, på programmet kunne se, at en »Bon Dylan« var sat til at dukke op. Ja, for Justin Vernon er jo manden bag tiernes megaikon Bon Iver, og således vidste de nok godt, at det ville være noget med ham og så noget Dylan. Hvad de derimod ikke bare lige sådan kunne gætte sig til, var, hvor blændende det ville lyde.
Jeg havde desværre ikke selv taget turen til det vestlige Wisconsin, men har nu i et par dage bare hygget mig bravt med de liveoptagelser, der er lagt ud på YouTube. For det første er Vernon åbenbart en fremragende Dylan-impressionist, for det andet spiller bandet – Bon Ivers »friends« – perfekt skramlet, følsomt, slæbende, for det tredje er sætlisten – modsat Dylans egne de her år – et miks mellem gammelt og halvgammelt.
Og tilmed iblandet nogle af de ikke allermest spillede. Jeg lister bare lige lidt op: »Not Dark Yet«, »Shooting Star«, »Boots of Spanish Leather«, »Make You Feel My Love«, »Meet Me In The Morning«. Du godeste. Turnér du bare rundt med dét, gamle Vernon.
Bon Dylan på Eaux Claires, YouTube
