Flaksende, flaksende lys imellem sommerblade, mens jeg træder i pedalerne og med tæerne presser min tunge cykel hen ad asfalten, jeg kender så godt. Her har jeg kørt tusinde gange før, jeg kender hvert hus og hver en særlig busk. Jeg har proppet begge mine cykelkurve, for og bag, med håndklæder og badedragter, frugt og slik. Taget sminke med og badetøfler. Jeg er på vej til Hammerum Friluftsbad, hvor jeg skal møde min gamle ven, den vel nærmest verdensberømte fotograf Fryd Frydendahl. Vi skal prøve at genkalde os, hvordan det er at være barn. Det er noget, jeg længe har savnet at være.

Jeg har cyklet forbi friluftsbadet som voksen, når jeg skulle skynde mig for at nå toget til København. Men jeg har ikke taget mig tid til rent faktisk at købe billet til friluftsbadet, lægge mig på græsset ved poolen og drømme, som jeg gjorde for 35 år siden, da jeg var her sidst. Jeg kommer i tanker om det rolige, milde lyddigt »Drivedage« af Dan Turèll og Halfdan E, da jeg venter på Fryd i receptionen. Der står en kande gratiskaffe og et papskilt med noten »Kl. 13:32«. Det er der, kaffen er brygget.