Dansk sangskat 1

Sømandsvise

Nu hvor fællessangen køres frem i første geled af den åndelige oprustning, bør alle til enhver tid have et sangvalg klar. Personligt holder jeg meget af Johannes V. Jensens besynderligt raffinerede »En sømand har sin enegang«, der skal synges med en vis tilbageholdenhed i forhold til den gængse sømandsvisetradition. Den blev efter sigende skrevet om aftenen 22. december i 1925 på et skib ud for Tunis, hvilket betyder, at denne tropefantasi om en dansk sømand på verdenshavene, der savner sin elskede derhjemme, har båret sin friske og ofte decideret fjollede sentimentalitet intakt igennem et århundrede.