Kultur­anbefalinger

Film

Fælleshjerne

Lige nu kan man se en dokumentarfilm om den italienske forfatter og filosof Umberto Eco og hans eventyrlige private bibliotek. Et bibliotek, der efter hans død i 2016 blev splittet op og videregivet til den italienske stat, men før det blev foreviget af filminstruktøren Davide Ferrario. 

Eco mente, at bibliotekerne med deres millioner af bøger og milliarder af tanker er et billede på »menneskets kollektive hukommelse«, og at det særlige ved os mennesker er, at »vi er i stand til at forestille os det, der ikke findes. Det er det, der kaldes at fortælle historier«. Ind mellem billeder af endeløse reolhylder og læderbogrygge med guldskrift har instruktøren flettet en lang række klip med forfatteren, der på imponerende vis forbinder tegneserier og børnelitteratur med klassiske hovedværker af Dante og Dostojevskij. 

Eco minder os om, at man ikke skal være en snob eller intellektuel kostfornægter, for selv dårlig litteratur kan inspirere til nye tanker og gode ideer. Læs vildt, læs bredt, og vær nysgerrig, siger han i filmen, der ikke kun er en hyldest til den afdøde forfatter, men også en åndelig rykker fra biblioteket selv som institution. En oplagt film for Alex Vanopslagh, hvis han vil have inspiration til at forstå bibliotekernes betydning.

Umberto Eco: Mit italienske bibliotek, Davide Ferrario, i landets biografer.

Podcast

Bevaringsværdig

»Jeg vil hellere dø af grin end af så meget andet,« siger Mathias Helt i sin podcast Absolut Mathias Helt, og jeg kan ikke komme i tanke om noget, verden har mere brug for lige nu end Mathias Helt. Desværre har DR besluttet at lukke P3-podcasten ved årsskiftet, og det er selvfølgelig en kæmpefejl. 

DR begrunder det med, at man vil udvikle såkaldt »dagsordensættende« radio, men det er der så mange, der gerne vil, og jeg gruer for, at jeg fremover skal fodres som en foie gras-gås med aktivisme og identitetspolitiske korrektheder. 

Det bliver jeg ikke i Absolut Mathias Helt. Tværtimod. Værten og hans hold af skiftende gæster, hvilket blandt andre indbefatter dragqueen Chantal Al Arab, kulturkommentator Aminata Amanda Corr, forfatter Anna Juul og reklamedame Mette Skammeritz, er antitesen til samtidens alvor og selvhøjtidelighed, og jeg knuselsker det, selvom det aldrig har gjort mig klogere. Til gengæld virker det mod nedtrykthed på verdens vegne. Om lidt opretter jeg det borgerforslag, at programmet skal bevares.

Absolut Mathias Helt, DR LYD.

Streaming

Navlepilleri

Popsangeren Robbie Williams iagttager filmoptagelser fra sit liv i en ny dokumentar, mens han er iført underbukser, hvilket må være Netflix-slang for intimitet. Dokumentaren Robbie Williams er led i en slags serie, hvor ekskongelige, fodboldspillere og musikere gør status over deres liv og vil have os til at forstå, at de til trods for berømmelse, rigdom og kæmpe mansions bare er almindelige mennesker, som blev gjort fortræd af deres egne privilegier. 

Når kameraet ikke dvæler ved underbukserne, nærstuderer det Williams' ansigtstræk, mens han smiler, sukker, lider, griner og fnyser ad de mange timers optagelser af sig selv, og det efterlader én med en mærkelig følelse af at have været vidne til verdenshistoriens måske længste masturbation. 

Dokumentaren er interessant, fordi den viser en popstjerne, som foragter sin egen musik, men alligevel kræver anmeldernes anerkendelse. Jeg ville skrive »Karma Police«, siger han, men skrev »Karma Chameleon« og indkasserede – øv øv – publikums kærlighed. Det er sjældent at se så ufiltreret selvoptaget og navlepillende et menneske.

Robbie Williams, Netflix.

Slot

Mytedannende

Myter kan være sejlivede, og en af dem handler om den rille, som Christian 2. skulle have slidt ned i et bord, mens han sad fængslet på Sønderborg Slot. En anden myte handler om, at hans ophold var hårdt og ulykkeligt, selvom historikere flere gange har påvist, at kongen selv i fangenskab levede et luksuriøst liv og aldrig led af andet end kedsomhed. På Sønderborg Slot har man leget med fortællingen om kongen, der også blev kaldt for Christian Tyran, og genopført møblet, som for længst er gået tabt, hvis det da overhovedet har eksisteret. I det hele taget er Sønderborg Slot en imponerende oplevelse, og her forstår man alt det, man ikke forstår på Kronborg, nemlig at udnytte samtlige muligheder for god formidling. Slottet, der har stået ved indsejlingen til Alssund i omkring 800 år, har dannet ramme om vigtige begivenheder i Danmarks og grænselandets historie, og den historie genfortæller museet generøst via genstande, præcise tekster, fuld udnyttelse af digitale muligheder og i kraft af såvel klassiske malerier som moderne af kunstnere som Thomas Kluge og Martin Bigum. Det er virkelig et besøg værd, undtagen museumsbutikken, der er helt uopfindsom og forspilder alle muligheder for at få gæsterne til at lægge nogle ekstra penge.

Sønderborg Slot.

Kunst

Rundkørselsvanvid

Vi er nødt til at have en alvorlig offentlig samtale om landets rundkørselskunst, men først vil jeg gerne være positiv og sige, at jeg grundlæggende er fan af ideen om, at landets rundkørsler skal udstyres med et kunstværk. Mine favoritter er Jacob Jensens Solen og Tegnet i Skive efterfulgt af Piet Heins fire meter høje Superægget i Skjern, og det gør mig også i godt humør at se Per Kirkebys skulpturer i Aars. Men så stopper festen også. 

Da jeg for nylig var i Sønderborg, passerede jeg først skrumlet Mobius af Jens Martin Skibsted og dernæst den helt sjælløse Kuben (desværre også af Piet Hein), og den eneste årsag til, at jeg ikke kørte galt af forargelse, var, at jeg i forvejen havde været eksponeret for Peter Hentzes skulptur Genius, som ligner et gækkebrev, en dementor (fra Harry Potter-universet) har klippet af dødsmetal og sendt til Tarm, ligesom Kent Holms Slangen ligner efterladenskaberne fra en mammut, nedkastet i en rundkørsel i Søndersø. 

Kan vi ikke kræve af vores kommunalpolitikere, at de sætter foden ned over for jammerlig kunst, også selvom den er sponseret af private? Det handler ikke om, at pengene er bedre brugt på børnehaver eller ældreboliger, men om, at kvaliteten generelt er for lav, og det samme er ambitionsniveauet. Stop vanvidskunst i rundkørslerne!

Skive og Skjern – ikke Søndersø.