Kultur­anbefalinger

Tv-serie

Krimiopvarmning

Til januar får fjerde sæson af krimiantologiserien True Detective endelig(!) premiere, og det er vi en del, der ser frem til, selvom seriens stjerne er falmet noget siden første sæsons kæmpesucces i 2014.

Den største kritik af True Detective – ud over dens tendens til selvhøjtidelig lommefilosofi – har været dens tykke mandehørm og mangel på interesse i at udfolde kvinder som andet end ofre, forsømte koner og seksualobjekter. Det skulle fjerde sæson gerne råde bod på. Her udgøres hovedrollerne for første gang af et rent damehold, nemlig veteranen Jodie Foster og den tidligere verdensmester i boksning Kali Reis, og sæsonen er sågar også skrevet og instrueret af en kvinde.

Mens vi venter på Jodie Foster, kan man passende varme op med seriens kriminelt oversete tredje sæson, der trods et lidt skuffende mordmysterium er værd at se alene for forholdet mellem kriminaldetektiven Wayne Hays og hans hustru Amelia, en skolelærer-gone-true crime-forfatter. Deres ægteskab er på godt og ondt uløseligt fra sæsonens mordgåde, og over flere årtier ser vi dem forelske sig, svigte hinanden og tæve løs på hinandens smertepunkter og livsløgne med en råhed, der får Tom og Shivs berømte opgør på altanen i Succession til at virke som et simpelt skolegårdsslagsmål.

True Detective, sæson 3. Skabt af Nic Pizzolatto. Kan ses på HBO MAX.

Podcast

Vanvidspolitik

Hvis man kun skal høre én podcast om dansk politik, så skal man selvfølgelig høre Avistid med Hans og Arne. Men skal man høre to, vil jeg anbefale at supplere med Ekstra Bladets Ingen kommentarer.

Det er faktisk den eneste anden politiske podcast, jeg kan udholde i større doser, og det skyldes nok især den anarkistiske vanvidsstemning, der uden undtagelse indfinder sig cirka en tredjedel inde i hvert afsnit. Hvad værterne – Brian Weichardt, James Kristoffer Miles og Emma Buus, foruden et roterende panel af gæster fra avisen – mangler i struktur og tilrettelæggelse – et nyt, tilbagevendende indslag er Weichardts oprør imod den programoversigt, han er blevet pålagt at indlede hvert afsnit med – har de til gengæld i spandevis i oprigtig og frydefuld indignation over alle de rævekager, røverhistorier, bommerter og svinestreger, som dansk politik er fyldt med.

Det er en slags Det, vi taler om, bare med politik, som en kollega meget præcist opsummerede programmet, og omsorgen for de folkevalgtes følelser kan være på et meget lille sted. Men kedeligt, det er det aldrig, og værterne er heldigvis heller ikke for fine til at ironisere over sig selv og deres egen avis – eller for den sags skyld deres kolleger på andre medier.

Ingen kommentarer, Ekstra Bladet.

Instagram-profil

Fjernsynssnak

Kan man få for meget kvalificeret tv-snak? Jeg er i hvert fald altid sulten efter mere. De bedste tv-skribenter føles som en lidt klogere, mere velformuleret og frem for alt mere nysgerrig ven, der på en eller anden måde både har tid til at leve et rigt og meningsfuldt liv og samtidig se og fordøje 40 timers tv om ugen. Altid klar med en overraskende anbefaling og en original analyse, man kan stjæle og fremføre som sin egen.

Et nyt navn på dén scene er Michel Ghanem, freelanceskribent og selvproklameret »gay ph.d. drop out«, som stille og roligt er ved at positionere sig som en tv-kommentator, man bør lytte til: først på Instagram og Substack under kunstnernavnet Tv Scholar, senest som klummist hos mediet The Cut. Hans stil er ligefrem, begejstret og talesprogsagtig, han har en forfriskende eklektisk smag, der går ud over de tre-fire årlige darlings, som alle medier kan blive enige om at skrive om, og særligt på Instagram er han blevet mig en regelmæssig inspirationskilde til tv-oplevelser, jeg ellers aldrig ville have opsøgt. Følg ham, før han bliver stor.

Michel Ghanem. Kan følges på instagramprofilen @tvscholar og Substack.

Koncept

Promillefritaget

Her kommer et rigtigt juleemne: drukkultur. Og i dag skal det ikke handle om de danske unge, der ligger og brækker sig i Gothersgade, København. Det skal handle om os over 30, der enten ikke kan eller ikke vil beruse os, som vi gjorde engang, men har svært ved at se os selv spytte i en Carlsberg Nordic over en god middag og derfor ender med at takke ja til det glas vin, der bliver til en flaske, for det smager jo godt.

Jo ældre jeg bliver, jo mere går det op for mig, at jeg faktisk ikke bryder mig om at være fuld. (Et selvopfattelsesmæssigt chok af samme kaliber, som da jeg efter først tre år som partisanertørklædeindsvøbt gymnasieelev og dernæst tre år på RUC måtte erkende, at jeg ikke kan lide at ryge hash). Til gengæld sætter jeg større og større pris på smagen af alkohol, og den er ikke sådan at erstatte.

Men jeg tror, jeg nærmer mig en løsning, og den går først og fremmest ud på at tage det alvorligt, at man gerne vil have en smagsoplevelse, mens man udøser af sine parforholdsproblemer eller skændes om cancel culture. Med andre ord: Brug nogle penge. Drop supermarkedets erstatningsprodukter, og gå efter noget fermenteret og syret. Jeg kan anbefale København Kombucha og den gærede te fra Muri. Når først det er i glasset, kan man bilde de fleste ind, at det er den pureste naturvin – uden hovedpine.

Fermenteret te. Kan købes hos de fleste naturvinsforhandlere.

Videospil

Byudforskning

Hvem vil ikke gerne være kat? I PlayStation-spillet Stray, som udkom sidste år til, hvis ikke universel, så i hvert fald overvældende ros, er man netop dét: en herreløs kat, der efter indledende idyl adskilles fra sin kattefamilie i en dramatisk sekvens, der vil retraumatisere enhver, der har set Løvernes konge i en sårbar alder. Konfus og forslået vågner man i en affaldsbunke i et underjordisk og mennesketomt bylandskab, der med sine blinkende neonlys og sit regnvåde tusmørke giver mindelser til Blade Runners Los Angeles anno 2019, og herfra går flugten mod overfladen over hustage, neonskilte og afløbsrør, mens man forsøger at undgå de farer, der lurer overalt i mørket.

Spillet er dog mere stemning og udforskning, end det er action, og i takt med at man møder forskellige hjælpere og følgesvende – i menneskets fravær har et samfund af selvbevidste robotter overtaget byen – stykker man også mere og mere sammen af historien om det sted, man er havnet. Det er på én gang uhyggeligt og sært afslappende: det perfekte spil til melankolske vinteraftener.

Stray. BlueTwelve Studio/Annapurna Interactive. PlayStation 4, PlayStation 5 og Xbox.