Succession

Jeg har to døtre, en på fire og en på halvandet. Nogle gange, eller ofte, hele tiden faktisk, vil de to gerne lege med det samme legetøj. Det leder, selvfølgelig, til konflikt, og for det meste ender det hele med, at jeg konfiskerer legetøjet og siger: Så kan ingen af jer få det. 

Det var det, Succession handlede om. Det lille optrin. Igennem fire sæsoner udskød mediemogulen Logan at vælge, hvilket et af hans fire børn der en dag skulle indtage chefstolen i hans mediekonglomerat. Først skulle den hundede Kendall arve firmaet, så var det den for alle følelser pansrede mellemstedatter, Shiv. Og til sidst faldt valget måske på den lille orm af en lillebror Roman, der blev spillet med tusinde fra hinanden distinkte lag af klamhed af Kieran Culkin, og det var klart årets, måske årtiets skuespillerpræstation. Det blev ingen af dem. 

Succession var bedre til at piske et episk melodrama ud af status quo, end den i sidste ende var til at slutte. Men ser man bort fra det, var der her tale om en af de bedste serier nogensinde, og hvis Bob Dylan kunne modtage Nobels Litteraturpris, så mener jeg også, skriveholdet bag Succession bør modtage selvsamme for replikskiftet, der godt og vel hvert halve minut serien igennem udvidede vores forståelse af, hvor nederdrægtig nederdrægtighed kan være.

Balladen om kolonihaven

Der var ikke meget dansk fjernsyn at komme efter i år. Bachelorette var kedeligt på en småpikant måde, hvilket ikke kun er skidt, men heller ikke rigtig godt. Anden sæson af Carmen Curlers beviste, at søndagsserien, som vi kendte den, er død nu, og jeg har ikke noget pænt at sige om Nikolaj Lie Kaas’ satire Agent

Pressefoto: Carsten Overbye, TV 2
Pressefoto: Carsten Overbye, TV 2

Årets mest interessante danske tv-udsendelse var dokumentarserien Balladen om kolonihaven. Her fulgte vi den meget ranke Finn, tv-historiens mest systembevarende kupmager. Han væltede den siddende formand i kolonihaveforeningen lidt uden for Aalborg og lod alle, der ville lytte, mærke de kosmiske dimensioner af sin snusfornuft. I dette delikate stykke foreningshorror – der i øvrigt straks gør Dahlgårds Tivoli og Dagbog fra midten selskab i mit personlige pensum over dokumentarer, der forstår noget om dansk politik, som dansk politik ikke forstår om sig selv – lærte man blandt andet, at voksenskældud er en af de stærkeste kræfter i vores samfund, og at en solsikke kan blive fire meter høj.

The Bear

Så var vi tilbage i køkkenet, og dér var vores hovedperson Carmens stressvene i tindingen, som vi kendte så godt fra den første sæson. Og dér, lige over venen, var hans perfekt fedtede hår, som vi heller ikke havde glemt. Men meget hurtigt lykkedes det denne fremragende anden sæson at skifte fokus fra Carmens knudemandsdyb og i stedet følge de andre fintskårne karakterer ud på små dannelsesrejser, imens holdet i fællesskab omskabte den familieejede bøfrestaurant til fine dining

Pressefoto: FX
Pressefoto: FX

Højdepunktet var et timelangt flashbackafsnit, hvor vi var til en julemiddag i Berzatto-familien, og køkkenet ligesom bulderkogte med komplekser. Her viste serien igen, hvor simpelt, men effektivt man kan bruge afsnitsinddelt historiefortælling til at skifte tempo, stil og tid. 

Anden sæson af The Bear fortsatte seriens åbne udforskning af kokkeverdenens præstationskultur, men også mere generelt af maskulinitet og sentimentalitet. Det var ikke ligefrem det, kulturen sukkede efter, og derfor er det så meget desto mere herligt, at det var det, vi fik.

Reservation Dogs

Med sin tredje sæson sluttede Reservation Dogs smukt, og den lille teenagerbande – Bear, Elora, Cheese og Willie Jack – fra reservatet i Oklahoma er klart de karakterer, jeg vil savne mest fra i år. 

Pressefoto: FX
Pressefoto: FX

Med en sjælden blanding af udklædningskomedie og drømmende socialrealisme skabte serien et univers, hvor den fra afsnit til afsnit virkede fri til at fortælle lige præcis den historie, den gerne ville. I det ene afsnit tilbragte man en hel dag på det lokale hospital, og i det næste mødte man skovens høje mand: en høj pelsklædt mørk skikkelse med lysende røde øjne. Men uanset om serien i et givent afsnit valgte at benytte sig af det realistiske, det groteske eller det fantastiske register – den mestrede i øvrigt dem alle – så var det altid dens selvbestaltede opgave at male et meget specifikt lokalsamfund frem, og det gjorde den utroligt fint.

Mrs. Davis

Det lyder som begyndelsen på en vits. For at bekæmpe en almægtig kunstig intelligens drager nonnen Simone ud på togt for at finde den hellige gral. Og Mrs. Davis var da også sjov. Men den var også utroligt mange andre ting på samme tid: overgearet, hittepåsom, barnagtig. På samme tid helt gennemtænkt og ude af kontrol. På samme tid meget klog og frydefuldt dum. 

Pressefoto: HBO Max
Pressefoto: HBO Max

Serien er blevet til i fællesskab mellem den unge Tara Hernandez og den erfarne Damon Lindelof, der i sin tid stod bag tv-serier som Lost, Watchmen og The Leftovers. De serier formåede alle på hver sin måde at finde et interessant spændingsfelt imellem det meget højkulturelle og det meget lavkulturelle. De interesserede sig for falske helligfolk og for selvsikre svindlere. Mrs. Davis er ikke for seere, der vægter subtilitet. Det er alle Lindelofs særheder og særinteresser skruet op på maks.: Her kan man besøge sjælens indre falafelrestaurant. Her laver Vatikanet sneakersreklamer. Frydefuldt dumt.

Læs også Johannes Fogtmanns gennemgang af tv-året 2023: Fjernsyn er ikke, hvad det har været.