A la carte. Podcast med interessant europæisk udsyn, dansk band vender endelig hjem, filmen, Wes Anderson burde have fået en Oscar for, hyldest til sangeren eee gee og et slag for svensk tidsskrift. Denne uges anbefaler er Jeppe Bentzen.
Kulturanbefalinger
Musik
Nationalskat
Forleden hævdede en dansk radiovært, at Danmark befinder sig i en popmusikalsk guldalder. Halvdelen af befolkningen har Andreas Odbjergs lyrik på hjernen, Asger Nordtorp vinder folkelige priser for Guldimunds konservatoriekomplicerede kompositioner, Ida Laurberg blev booket til Roskilde Festivals Orange Scene, allerede inden hendes dansksprogede debutalbum udkommer (denne uge).
Til den succeshistorie må man ikke glemme sangerinden, der kalder sig eee gee. Nok lyder hendes musik, som om den oprinder fra et sted i Californien i 1970erne, og lidt fra Stockholm og New York – men Emma Grankvist er dansk, og hendes nu to soloplader Winning (2022) og SHE-REX (2023) fortjener større udbredelse.
Lyden af eee gee er udansk og utidig, genremæssigt befinder hun sig et sted mellem Dolly Parton, Lana Del Rey, Phoebe Bridgers og Stevie Nicks. Uden at jeg kan dokumentere påstanden, vil jeg antage, at Grankvists varme, opløftende vokal kan kurere både stress og tømmermænd. Og så er musikken harmonisk og detaljelækkert produceret, men med et folkeligt sing-along-potentiale. Det må være et guldalderkriterium.
I næste måned skal eee gee på turné rundt i Europa, men man kan vist nå at høre hende på Posten i Odense 11. april. Det er et spørgsmål om tid, før hun stikker af.
Winning og SHE-REX, eee gee, Posten, 11. april.
Podcast
Skæbnefællesskab
Hver gang jeg ser et mediehus lancere endnu en podcast med historier om amerikansk politik og kultur, tænker jeg: Hvor bliver den europæiske pendant af?
Mon fraværet kunne være en konsekvens af, at man i mediebranchen har vænnet sig til at sætte lighedstegn mellem Europa og EU, placeret en permanent udkigspost i Bruxelles og som konsekvens heraf fokuseret sin dækning af Europa på processer og trakasserier i og omkring Unionen? Så giver det sig selv, at stoffet syner usexet.
Heldigvis findes podcasten The Europeans.
En gratis ugentlig udsendelse beværtet af journalisten Katy Lee og operasangeren Dominic Kraemer. Begge er briter, men bosat i henholdsvis Paris og Amsterdam. Podcasten har efterhånden eksisteret i syv år. Lige så længe, som der er gået siden Brexit-beslutningen – begivenheden, der skilte briterne fra EU, men førte de to værter sammen om et behov for at formidle det europæiske fællesskab på en mindre tør og bureaukratisk facon, end de havde oplevet. Med tiden er flere stødt til holdet bag udsendelsen, som er blevet markant bedre de seneste år.
The Europeans fortæller levende, spændstige, dramatiske historier fra kontinentet, så man forstår, hvorfor livet og politikken blandt vores naboer på kontinentet er mindst lige så relevant som amerikanernes.
The Europeans, Katy Lee og Dominic Kraemer.
Koncert
Homecoming
Skynder man sig, kan man nå at anskaffe sig en af de sidste »få billetter« til en særlig elektronisk koncert i Forum Black Box i København. Den 6. april vender tremandsorkestret WhoMadeWho hjem til København efter en længere verdensturné, og efter et endnu længere fravær fra den danske koncertscene. Måske husker De mest WhoMadeWho som et dansk indieband fra 00erne og 10erne, men i de senere år har resten af verden lært Tomas Høffding, Tomas Barfod og Jeppe Kjellberg at kende som en elektronisk fusion af disco og techno. Kender man ikke musikken, er den seneste plade, UUUU (2022), et glimrende sted at begynde. I 2022 optrådte WhoMadeWho ved Abu Simbel-templet i Egypten, i 2023 gæstede de Coachella, og i november indledte de i Istanbul den turné, bandet selv betegner »det mest ambitiøse og gennemførte, vi nogensinde har lavet«.
Sceneshowet er skabt i samarbejde med Bjarke Ingels’ arkitekturfirma BIG (som WhoMadeWho tidligere har samarbejdet med på Burning Man-festivalen i Nevada) og med visuals fra flora&faunavisions, EyeMix Studios og Christopher Mulligan.
WhoMadeWho, Forum Black Box, 6. april.
Film
Jubilæumspastiche
For et par uger siden, til årets Academy Awards, vandt den texanske filmskaber Wes Anderson sin første Oscar-statuette. Det gjorde han for kortfilmen The Wonderful Story of Henry Sugar, en Netflix-produktion i en serie på fire korte film baseret på fortællinger af Roald Dahl.
Kortfilmene var udmærkede, men langtfra instruktørens bedste arbejde, de særegne spillefilm med det intentionelt karikerede udtryk, han er kendt for. Spørger man mig, burde Anderson have vundet sin første Oscar allerede for ti år siden, da hans film The Grand Budapest Hotel var nomineret i hovedkategorien og otte flere. Lad denne anbefaling være en beskeden trøst i anledning af filmens tiårsjubilæum i år: The Grand Budapest Hotel folder sig ud som en babusjka. En aldrende forfatter i 2014 fortæller om engang i 60erne, da han fik overleveret en hotelejers livsfortælling, om dengang han var en purung lobby boy og arbejdede for en heftigt parfumeret portner i 1930erne. Når filmen er et gensyn værd, skyldes det især, hvordan fortællingen er ældet; dens kitsch-nostalgiske pastiche over et svundet Europa fremstår forunderligt nok mindre distanceret i 2024, end den gjorde i 2014. Måske netop fordi blikket på Europa tilhører en amerikaner, kan vi lære af det. I dag havde den fået sin Oscar.
The Grand Budapest Hotel, Wes Anderson, Disney+.
Tidsskrift
Nabovisdom
Krydser man Øresundsbroen og gør pitstop ved en gennemsnitlig svensk bladkiosk, møder man et syn, der kan gøre enhver glad læser blød i knæene: Hylderne bugner af magasiner med kvalitetsjournalistik. Alt muligt forskelligt, bredt og smalt, nyt og gammelt. Måske er nyheden om printmediets død ikke nået over sundet endnu?
Heldigvis er svensk så overskueligt at læse, at det godt kan svare sig at bestille favoritter hjem med posten. En af dem er Liberal Debatt. »Idétidsskriftet« har eksisteret siden 1948 i varieret form og findes selvfølgelig også online i dag.
Det forener interviews, kritik og debat med et centrumborgerligt udgangspunkt, hvilket i svensk kontekst betyder, at stoffet ikke er spændt for en ideologisk vogn. Kritikken rettes mod højre og venstre, og drejer sig mere om Europa end om Sverige.
Artiklerne skrives dels af profilerede skribenter såsom forfatter Per Wirtén og Expressens kulturredaktør, Victor Malm, dels af bladets egne gode, yngre skribenter såsom Amanda Broberg og de to chefredaktører, Matilda Molander og Eric Luth.
Liberal Debatt, Stiftelsen Liberal Debatt.
Del:
