Kultur­anbefalinger

Musik

Melankolitrip

For en måned siden udkom Beth Gibbons' album Lives Outgrown, der er opfølgeren til Out of Season fra 2002. Vi har altså ventet i 22 år. Gibbons, også forsanger i Portishead, har fiflet med produktionen i et årti, og det er ikke altid et godt tegn, men i dette tilfælde er det: Jeg tror, at Lives Outgrown er det mest helstøbte album, jeg er stødt på, siden PJ Harveys Let England Shake udkom i 2016. Der er en søgen og melankoli i Gibbons' lyd, også i titlen Lives Outgrown, der minder mig om den særligt bittersøde sorg, man bliver ramt af, når man lukker en dør, afslutter et forhold, et venskab eller noget tredje, der ikke længere dur, men stadig er særligt. Glæden over det, der var, inde i sorgen over det, der ikke længere er. Især numrene »Burden of Life« og »Lost Changes« får mig til at ærgre mig over, at jeg er holdt op med at ryge cigaretter og drikke rødvin dagligt, og jeg glemmer for et øjeblik, at jeg har regntøj og cykelhjelm på, at jeg ikke er ulykkeligt forelsket og ulideligt følelsesfuld, men bare på vej til børnehaven for at hente unger en mandag eftermiddag … Gibbons' vejrtrækning er i sig selv fænomenal, også strygerne skaber et rum af lyd og sus, man gerne vil opholde sig i – i en evighed. Jeg er lidt mindre begejstret for de fløjtende fugle og klukkende høns, der er med på »Whispering Love«, men det er så også min eneste anke.

Lives Outgrown, Beth Gibbons, Domino Recording.

Bål

Sankthansaften

Der var ganske få traditioner i mit barndomshjem. Der var få familiefester, få børnefødselsdage og øvrige sammenkomster, for livet bør være, mente mine forældre, drevet af spontanitet og lyst. Det er jeg egentlig ikke uenig i. Problemet er bare, erfarer jeg i midten af 30erne med tre børn og et arbejde og to højbede i haven – som jeg igen ikke har fået plantet noget i – at så sker der … ret lidt. For folk har planer, viser det sig, og et socialt liv kan ikke først og fremmest afhænge af spontanitet og lyst, lidt planlægning skal der altså til. Jeg har derfor besluttet mig for, at sankthans skal være en årlig tradition og anledning til bål og festlighed. Alle elsker midsommer, de lyse nætter og de struttende jordbær, man behøver ikke gøre rent eller forberede synderligt, et par tæpper og en picnickurv will do. Ring til vennerne, De ser for lidt, find et bål i nærheden – eller bedre: Lav selv et bål. Ild er godt for næsten alt, snobrødspinde, skumfiduser og Holger Drachmanns »Midsommervise« kan sørge for den højstemthed, man måtte være for sky til selv at skabe. I Tivoli i København synger Københavns Drengekor med, i Frederiksberg Have er der aktiviteter »for store og små« fra klokken 16, på Bakken holder Pjerrot båltalen, og sådan er det over hele landet.

Sankthans, 23. juni over hele landet.

Kunst

Maskekup

Siden 2007 har Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme samarbejdet som kunstnerisk duo, og de har netop fyldt ikke bare Glyptoteket, men også Copenhagen Contemporary med værker af lyd, videoinstallationer, 3D-printede figurer med mere. De to kunstnere er opvokset i henholdsvis Cypern og USA, men har rødder i Ramallah, Jerusalem og Galilæa. Deres værker af en slags undersøgelse af det palæstinensiske folks historie, liv og identitet – og forholdet mellem kulturarv, kollektiv erindring og identitet som sådan. Eksempelvis på Copenhagen Contemporary i lyd- og videoinstallationer som May amnesia never kiss us on the mouth (2020-2022), der er en indsamling af optagelser af almindelige mennesker i dans eller sang på offentlige pladser i Irak, Palæstina, Yemen og Syrien, eller Where the soil has been disturbed (2022-23), der er en hyldest til tidslen; den stikkende, sejlivede og ofte ret uønskede plante med lilla blomst. På Glyptoteket har kunstnerduoen gennem 3D-printteknologi genskabt en række neolitiske masker, der stammer fra Vestbredden, men i dag tilhører Israel Museum, og således er værket, der er en del af serien And yet my mask is powerful (2016-18), en slags forsøg på at genetablere besværlige og brudte forbindelser mellem palæstinensisk kulturarv og palæstinenserne som folk – og på Glyptoteket er de altså tilgængelige for enhver.

Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme på Copenhagen Contemporary og Glyptoteket til 29. december.

Film

Voksenfri

Der er noget uragtigt, noget ekstremt dragende over forestillingen om en verden uden voksne: en drøm af frihed, et grænseløst mareridt. Den svenske film Paradiset brænder, der for nylig fik premiere i danske biografer, er sådan en forestilling: De tre søstre – Laura på 16, Mira på 12 og Steffi på 7 – vokser op uden deres mor i et socialt belastet boligområde i Sverige. De er vilde og vidunderlige, verden er fortryllet på lånt tid, de lever i et anarki af bedste, men også værste slags, og det er svært at holde de sociale myndigheder hen, at slippe for at blive skilt ad og placeret i tre forskellige plejefamilier. 

Hvor utæmmet og vildt må et barneliv være? Hvad er tryghed egentlig? Filmen er varm og sjov, men også eksistentiel. Og søstrene er pragtfulde karakterer – den yngste søster, der særdeles overbevisende bliver spillet af Safira Mossberg, har samme charme som hovedpersonen i Jonathan Dayton og Valerie Faris’ ikoniske, men oversete Little Miss Sunshine fra 2006 med Abigail Breslin i hovedrollen som underskønne Olive. Det er Mika Gustafson, der er instruktøren bag Paradiset brænder; hende, der også står bag den ligeså ganske vellykkede dokumentar om den svenske rapper Silvana Iman, Silvana – Väck mig när ni vaknat (2017), og man kan med fordel se alt, hun har lavet.

Paradiset brænder, Mika Gustafson, i biografer landet over.

Teater

Rejsemagi

År efter år vågner en af de fineste scener i Danmark fra sit vinterhi, når vi når til juni: Det Lille Teater indtager Marionetteatret i Kongens Have, og herfra begiver dukker og dukkeførere sig ud på en rejse, som alle helt gratis kan tage med på. Sidste år handlede det om et barn, der bliver sendt i skole, men fødderne vil en anden vej i forestillingen Sol står op, fugl falder ned af Emma Rosenzweig og Tal R. De gik i stedet i skoven, barnet mødte en særlig fugl – og sang en særlig sang. Også i år er det en slags levende billedbog, der fremføres i dukketeatret i Kongens Have. Forestillingen Den forunderlige rejse er en fortælling om en lillebitte pige, der må forlade sit hjem. Med på rejsen har hun en livlig dragefugl som sin faste følgesvend, og sådan en får hun brug for, da rejsen både er ret så lang og ret så fuld af farer. Nina Kareis Livingstone og Johan Kølkjær har skabt en poetisk familieforestilling om at høre til og finde sammen – og at se teater med små, fantasifyldte mennesker er vitterligt vidunderligt. Til august tager forestillingen på tur rundtom i København.

Den forunderlige rejse, Marionetteatret i Kongens Have til 24. juli.

Hver uge anbefaler Weekendavisen fem aktuelle kulturaktiviteter. Læs alle tidligere kulturanbefalinger her.