A la carte. Gribende fortælling om at få travlt med at leve, påfaldende usexede sexdagbøger og tiårs jubilæum for en alkoholiseret hest. Denne uges anbefaler er Mikka Tecza.
Kulturanbefalinger
Streaming
Smertegrin
Der findes et meme om animationsserien Bojack Horseman, der meget godt opsummerer oplevelsen som fast seer gennem årene. Det lyder nogenlunde sådan: »Sæson 1: Haha, nu drikker hesten igen. Sæson 6: Åh nej, nu drikker hesten igen.«
I august var det præcis ti år siden, at en af det 21. århundredes bedste og underligste tv-serier havde premiere. Har man aldrig hørt om den, skal man forestille sig et antropomorfisk og ultraindforstået Hollywood-parallelunivers, hvor vi følger den alkoholiserede, afdankede og selvdestruktive titulære hestemand Bojack, der engang var stjerne i en familievenlig sitcom, men nu er på en tilsyneladende bundløs deroute.
Bojack Horseman er, som man måske fornemmer, en tragedie forklædt som komedie. Ikke at den ikke er sjov – den kan være hysterisk morsom, men oftest på en måde, hvor det gør lidt ondt, når man griner. Det er heller ikke en serie, jeg som sådan vil anbefale, at man bingewatcher, medmindre man har en psyke af stål; især sæson 4 vil jeg for evigt forbinde med at ligge søvnløs klokken to om natten med min bærbare computer på maven, forstenet i en tilstand af akut eksistentiel gru.
Men se den, det bør man. Om ikke andet for at opleve, hvor meget det faktisk er muligt at spejle sig i en animeret hest, når det kommer til stykket.
Bojack Horseman, Netflix
Podcast
Livsomkalfatring
Tillad et lille kig bag kulissen: Egentlig ville jeg på denne plads have anbefalet kombinationen af electrocrooneren John Grants nye album og snarlige koncert i København, men det kan jeg desværre ikke, for jeg synes, at albummet er dødssygt. Til gengæld har den podcast, jeg i stedet kommer til at anbefale, faktisk noget tilfælles med mit all time John Grant-yndlingsnummer »Ernest Borgnine«: Begge handler nemlig om at få en livsændrende diagnose. For John Grant var det hiv, og for forfatter og radiodokumentarist Sigurd Hartkorn Plaetner var det sklerose, som han blev syg med for 14 år siden, da han var blot 20 år.
Du dør, hvis du græder er en podcast, som jeg længe ikke kunne overskue at gå i gang med, selvom den er blevet storrost i flere andre medier. Det lød for tungt og for meget som pligt. Har man det på samme måde, så fat mod: Sigurd Hartkorn Plaetner er en indlevende fortæller og først og fremmest interesseret i mennesker og ikke sygdomme. Hans cases er gode og generøse, men stærkest står alligevel hans egen fortælling om pludselig at få allerhelvedes travlt med at leve. Om at ville nå at sætte et aftryk, inden det er for sent. Og om, hvad der sker, når døden ikke indtræffer som ventet, og man i stedet er nødt til at finde en måde at blive voksen på.
Du dør, hvis du græder, kan for tiden lyttes hos RadioIIII
Streaming
Reaktions-tv
Indrømmet, det er en mærkelig genre: YouTube-reaktionsvideoer. Hvorfor i alverden skulle man gide at se på fremmede mennesker, der ser (og snakker henover!) film og tv? Men det er ikke desto mindre en genre, jeg har et blødt punkt for.
Det seneste halve år er jeg blevet mere og mere forelsket i kanalen A Story Worth Telling, som bestyres af to yngre briter, Alex Mincks og Josh Woodward. Modsat mange andre reaktionskanaler, der – lad os være ærlige – ofte er noget med et grynet webcam, vasketøj i baggrunden og halvsløje jokes, har A Story Worth Telling et klart projekt: at diskutere lgbt+-historier i populærkulturen og det svære, men allestedsnærværende begreb »repræsentation«.
Ja, det lyder kedeligt og belærende, men d’herrer Alex og Josh er både sjove, velformulerede og smittende entusiastiske. For tiden nyder jeg at se dem tælle røde flag i parforholdet mellem de to vampyrhovedroller i tv-serieudgaven af Interview with the Vampire, men ellers kan jeg især anbefale deres gennemgang af ungdomsserien Skams herostratisk populære tredje sæson.
A Story Worth Telling, YouTube
Føljeton
Intimindblik
Der er mange gode grunde til at abonnere på New York Magazine, men den altoverskyggende grund til, at jeg i sin tid kom med i folden, var »Sex Diaries«: en ugentlig spalte, hvor anonyme newyorkere i dagbogsformat giver et indblik i en uge af deres (sex)liv.
Tag ikke fejl: Det er som oftest meget mindre sexet, end det lyder. Mit første møde med spalten var »Mor til to, der har sex med sin mand hver aften« – et, skulle det vise sig, nærmest bergmansk psykodrama om et kærlighedsløst ægteskab holdt kørende på lige dele glidecreme og økonomisk ulighed. »Kvinden, hvis kæreste har hundehalsbånd på i sengen« er overskriften på en af de seneste dagbøger, men den kunne lige så godt have heddet: »Kvinden, der hen over en uge erkender, at både hendes parforhold og jobsituation har nået deres udløbsdato.« I »Sex Diaries« handler alt nemlig om sex, bortset fra sex, der handler om livskrise.
Er det ægte? Er det fiktion? Sikkert lidt af det hele; man skal ikke læse dem som dokumentar, men som noveller. Mangler man et sted at starte, kan jeg anbefale at søge på den hjælpsomme overbliksartikel »69 best sex diaries« … og får man nok, kan man altid gå videre til føljetonen »Both sides of a break up«, der er sit eget lille rædselskabinet af knuste drømme og psykologisk krigsførelse.
»Sex Diaries«, New York Magazine
Podcast
Mailtyveri
Hvem havde troet, at atommagten Nordkoreas første store cyberangreb mod USA skulle gå ud over … et filmproduktionsselskab?
Men det var altså, hvad der skete i slutningen af 2014 (minsandten, endnu et tiårs jubilæum), hvor en nordkoreansk hackergruppe ikke blot lammede underholdningsgiganten Sony i dagevis, men også – og for den kulørte presse langt mere interessant – stjal og lækkede en række fortrolige mails fra og til højtstående ansatte. Årsagen? Sonys beslutning om at producere og udsende komediefilmen The Interview, hvori Seth Rogen og James Franco – begge væsentligt større stjerner dengang end nu – spiller to tv-værter, som rekrutteres af CIA til at likvidere den nordkoreanske leder Kim Jong-un.
Hele dette på én gang absurde og dybt alvorlige miskmask af hollywoodsladder og storpolitik udruller journalist Brian Raftery i podcasten The Hollywood Hack: et hæsblæsende og lige tilpas slibrigt ridt gennem en krise, hvis omfang de færreste nok fattede, da den stod på, og som på papiret lyder så skør, at man skulle tro, det var en … ja, film.
The Hollywood Hack, Spotify
Del:
