Resonans. Den skotske verdensstjerne Evelyn Glennie er den første solopercussionist nogensinde. Hun er også adlet som Dame of the British Empire, indehaver af over 2.000 slagtøjsinstrumenter foruden årets modtager af Léonie Sonnings Musikpris. Og døv.
Kroppen er et øre
Metroen synger i skinnerne, vandet i bassinet foran DRs blå koncerthus risler, mens vinden suser om hjørnet. En mand taler højt for sig selv på et fremmed sprog, svingdøren hviner lidt metallisk, en summen fra mennesker på etagen nedenunder stiger op til det sted, hvor man får scannet sin billet med et højt biip. Sko med og uden hæl klikker og klakker mod gulvet, flasker klirrer i baren, nogen hoster, elevatoren åbner døren med et pliing.
Verden er fuld af lyd, og uden tvivl har jeg fået skærpet mine sanser de seneste dage, hvor jeg har fulgt percussionisten Evelyn Glennie ved hendes besøg i Danmark. Der er tale om en slags forpremiere på hendes visit til juni, hvor hun får overrakt den fornemme Léonie Sonnings Musikpris. Her skal hun spille slagtøjskoncerter af James MacMillan, Michael Daugherty og Áskell Másson, og jeg kan bare sige: Bestil billet til en oplevelse af en anden verden. Glennie spiller fantastisk og er rigtig godt selskab på en scene.
Del: