At iscenesætte en Jane Austen-bog må føles som at udfylde en overdådig prik-til-prik-tegning. Instruktør, spillere og publikum kender alle historien og ordene, om ikke andet fra film og tv. Og alligevel er der ingen vej udenom: næste prik, kom! De suverænt tempererede beskrivelser af mådehold og lyst, basal menneskedynamik sat i 1800-tallets britiske salonmiljøer, bør således afholde selv den mest talentfulde fra at bevæge sig for langt bort fra forlægget.

Så hvad gør man så? Man spiller fortællingen og sætninger, straight – uden for mange senmoderne koketterier. Og det er heldigvis netop, hvad Aarhus Teaters huskunstner Carolin Oredsson har gjort i sin forrygende fortolkning af Stolthed og fordom (1813) i David Gehrts smukke scenografi. Forestillingen understreger desuden, at talentmassen på Aarhus Teater er af international karat.