Kartoffelkager og neandertalere

Mit navn er Kathrine Tschemerinsky, og jeg er kulturredaktør på Weekendavisen og altså fra denne uge også fast nyhedsbrevsskribent. Meningen med nyhedsbrevet er at give avisens læsere et ugentligt indblik i tankerne bag de kulturhistorier, vi bringer, ligesom jeg indimellem nok også kommer til at bruge pladsen til at skrive om ting, der lige nu optager mig, men som endnu ikke har fundet vej til avisens spalter.

Nyhedsbrevet er både tiltænkt den, som læser avisen på print, og den, som foretrækker at læse den digitalt, for ligegyldig hvilken version af Weekendavisen De læser, så er indholdet nemlig nøje udvalgt.

Uanset hvor jeg kigger hen for tiden, får jeg øje på neandertalere. Tidligere på måneden modtog den svenske videnskabsmand Svante Pääbo Nobelprisen i medicin for sin kortlægning af neandertalernes genom, og foran Statens Naturhistoriske Museum i København hænger der store bannere for deres særudstilling, som frem til februar sætter fokus på »vores nærmeste uddøde slægtninge«.

Også Yuval Noah Harari, som jeg mødte i Tel Aviv i sidste uge, går brændende op i den menneskelige art, som for cirka 50.000 år siden blev udkonkurreret af Homo sapiens. I interviewet, som vi bringer i avisen denne uge, taler han om Ukrainekrigen, atomvåben og VM i fodbold. Hvad jeg ikke fik plads til, var hans svar, da jeg spurgte, hvorfor vores sejr over neandertalerne optager ham så meget:

»Det er et vendepunkt i den menneskelige evolutionshistorie. I flere millioner år sameksisterede flere forskellige menneskearter, men på et tidspunkt skete der altså noget, der gjorde, at det kun var os, der blev tilbage. Det rejser en hel masse etiske og politiske spørgsmål om sapiens' natur. Hvis vi begynder at forstå os selv som nogen, der slog vores nærmeste familie ihjel, har det altså store implikationer for vores identitet.«

I samme forbindelse fremhævede han nyere forskning af blandt andre Svante Pääbo, som har påvist, at Homo sapiens og neandertalere i nogle tilfælde formerede sig med hinanden.

»Nu bliver det straks mere kompliceret, for det vil sige, at der for 50.000 år siden fandtes et barn, hvis mor var sapiens og faren neandertal. Også det har implikationer for vores identitet i dag. Tænk på alle de politikere, der siger, de vil forsvare folkets renhed. Fundet konfronterer os med det faktum, at vi nedstammer fra forskellige arter.«

Ifølge Yuval Noah Harari er vi mennesker altså bastarder med indbygget dræberinstinkt og en utrolig lang stamtavle. Min fascination af neandertalerne skyldes også det lange perspektiv, der både gør os i stand til at begribe de ting, som mennesket har gjort til alle tider, og det, som særligt kendetegner os i denne tid.

Det samme spænd forsøger vi hver uge at rumme i Weekendavisens kulturdækning. I ugens avis interviewer Synne Rifbjerg den belgiskfødte kunstner Francis Alÿs, som er aktuel med en udstilling om de måder, hvorpå børn over hele verden leger. Samtidig udlægger Lasse Winther Jensen den rettighedskrise, der har hærget dansk film- og tv-produktion hele 2022, og kalder den et eksempel på, hvor galt det kan gå, når den danske model møder en grænseløs globaliseret virkelighed.

Hvis det store perspektiv udmatter, vil jeg henvise til ugens madklumme, der giver os opskriften på kartoffelkage:

»Min foretrukne kur mod verdens fortrædeligheder er kartoffelkagen. Den blev en del af mit følelsesmæssige medicinskab, da vi for en del år siden var indlagt på Rigshospitalets neonatalafdeling i forbindelse med min datters fødsel,« skriver Anders Boas.

Ugens kulturanbefaling

Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter. Denne uge er turen nået til digitalredaktør Mikka Tecza. Mens Yuval Noah Harari advarer mod et boykot af VM i Qatar, begejstres hun af en ny protestsang:

Hvis der fandtes én samlende lydside til den fodboldfest, der var sommeren '21, blev den leveret af Lidt til lægterne. Det var dem, der lærte os, at Simon Kjær godt kan lide calzone, at Corner-Corner-Corner-Corner-Corner-Cornelius laver mål og drikker 7UP, og at når en Mæhle går på banen, så ved man aldrig, hvad der kan ske.

Nu nærmer VM i Qatar sig, og Lidt til lægterne, der i mellemtiden har fået en betragtelig platform med over 100.000 følgere på Instagram, er klar med en ny, knap så munter slagsang. Duoen takkede nej til DBUs tilbud om at stå for Danmarks officielle VM-sang; i stedet har de – i samarbejde med Ekstra Bladet og Simon Kvamm – lavet en protestsang om VM i Qatar.

»Blodbold (stillaharuligan)« hedder den, og den er blød og kælen som en julesang, men budskabet er besk. For hvordan skal en »stillaharuligan« fra et »stillaharuligt land« heppe på noget land, når FIFA »er så korruptistan« og »bestikkes af gangstermænd«?

Svaret blæser i vinden, men Lidt til lægterne kommer med deres eget bud på en blid boykot: »Hvad gør vi ved det?/ ik’ se VM på tv /bare stream det ulovligt …«

Læs alle ugens kulturanbefalinger her.