I Copenhagen Contemporarys gigantiske udstillingslokale hænger en mangfoldighed af skærme, hvor børn fra hele verden gør det, de altid har gjort: leger. De sjipper på taget af et højhus i Hongkong, hopper i hinkerude i flygtningelejren Sharya i Irak, ruller et lastbildæk op ad et kulbjerg i Lubumbashi i DR Congo, triller ned igen inden i det i svimlende fart og aser så op ad det støvede bjerg igen med hjulet. De slår smut med sten i Tanger, Marokko, kælker i Schweiz og spiller fodbold i Mosul i Irak, hvor fodbold er forbudt, men de spiller det alligevel, uden bold. Det er som at være i hele verdens skolegård, opløftende og larmende. Da jeg kom, og skærmene ikke var tændt endnu, lå en træt kameramand på gulvet i samme rum på Copenhagen Contemporary. Sammen med den belgiske kunstner Francis Alÿs havde han i timevis filmet børn, der legede kluddermor og appelsindans, to danske børnelege, som nu indgår i Alÿs’ omfattende værk Children’s Games, som han påbegyndte i 1999.

Copenhagen Contemporary ligger på Refshaleøen i den gamle B&W-svejsehal, og Alÿs har gennemtravet det tidligere industrikompleks, fortæller han mig, da han dukker op, og vi sammen står og kigger ud på den slidte asfalt og beton, hvor græstotter bryder igennem, og Øresund ligger for enden af synsfeltet, vi er langt fra byen, men egentlig i flugtlinje med Den Lille Havfrue. Alÿs er 59 år gammel, høj og slank, næsten benet, formodentlig et resultat af den del af hans kunstpraksis, der handler om at gå. Han har en mild udstråling og ler dæmpet, da han siger, at han har gået i København før, nemlig i 1996, men han kan overhovedet ikke genkende byen. Det skyldes ikke i så høj grad byens udvikling som det faktum, at værket hed Narcotourism, og Alÿs gik syv forskellige ture under påvirkning af syv forskellige slags stoffer. Formodentlig, foreslår jeg, har det været med udgangspunkt i en af vores største turistattraktioner, Christiania, og han nikker bekræftende. Alÿs har lavet et hav af performances, ofte i samme absurdistiske genre og med sig selv som hovedperson. En af de første hedder Paradox of Praxis 1 (Sometimes Making Something Leads to Nothing) fra 1997. Her skubber Alÿs en stor isblok, en klassisk minimalistisk form, i ni timer gennem Mexico City, til den ikke er større end en isklump til en drink og til sidst ender som en lille vandpyt. For så vidt en leg med kunsthistorien, men også noget andet i et tropisk klima og et fattigt land, hvor en isblok ikke bare er den rene leg.